18 km over 4 bjerge og 2 bjergpas, sådan er turen fra Jinba til Takao. En rute jeg længe har kigget på og gerne ville gå, men også en rute jeg vidste ville trække tænder ud, især på det sidste stykke. Det skal jeg også lige love for at den gjore.
Det er vist ikke nogen hemmelighed jeg elsker at komme ud i naturen og vandre. En af de gode ting ved Japan er, at her er der rig mulighed for netop det. Jeg har længe haft mine øjne rettet mod en bestemt rute. Ruten fra Jinba til Takao. Jeg har læst og hørt fra flere at det er en god tur, men også en hård tur. Det går op og ned en del og der er kun en mulighed for at komme af stien, efter nedstigningen fra Kagenobu, hvis man fortryder eller finder ud af at man ikke har kræfterne til at nå til Takao.
Onsdag aften pakkede jeg min taske med mad, trail mix, nøddebare, flasker med te, plaster, varmetæppe, fløjte, lommelygte, lommekniv og hvad der nu ellers kunne tænkes jeg kunne få brug for. Jeg var ret sikker på selve ruten, for den er godt afmærket. Desuden har jeg gået dele af ruten før, nemlig Takao til Shiroyama . Så jeg var ret selvsikke på at jeg kunne finde vejen.
Mod Jinba.
Torsdag morgen ringede vækkeuret kl 03.45. Efter et hurtigt bad og noget morgenmad var det afsted med toget kl. 05.20. Det tager omkring 3 timer fra hvor jeg bor til Jinba-kogen bus stop, hvorfra man begynder at gå. Helt efter planen og uden forsinkelser ankom jeg til Jinba-kogen bus stop kl 08.20. Man skal være opmærksom på at bussen til Jinba-kogen kun går 1 gang i timen, så fra Hachioji station skal man gå direkte ud til bussen for ikke at misse den. Det er en meget værdiful time man mister hvis man misser bussen.
Fra Jinba-kogen bus stop skal man op af en snoet bjergvej, der er 3,7 km op til Wada-pas. Der er 3 indgange til Jinba. Første indgang ligger cirka halvvejs oppe af den snoet bjergvej. Det er Den Nye Sti som den bliver kaldt. Den er meget stejl og ikke særlig begynder venlig har jeg hørt. Jeg valgte at gå op til Wada-pas, derfra er der kun 700 meter op til toppen af Jinba.
Bjergvejen op til Wada-pas er det ene sving efter det andet og det går ret stejlt opad hele vejen. Af en eller anden grund fik det mig til at tænke på Alpe d`Huez og de 21 hårnålesving op af bjerget. Jeg mødte flere cykelryttere, men sjovt nok kørte de alle sammen ned, mens jeg kæmpede for at komme de 3,7 km op til Wada-pas.
Jinba bjerget.
Omkring kl 09.15 nåede jeg op til Wada-pas. Her holdt jeg en kort pause for at drikke og spise en nøddebar. Det var allerede ret varmt så jeg måtte af med min jakke og lige hurtig ompakke min taske så der var plads til det hele.
Fra Wada-pas, hvor opstigningen til Jinba begynder, er der 2 muligheder. Man kan tage trappen eller man kan tage den almindelig sti. Min mand insisteret på at tage trappen, så det endte det med. Jeg ville langt hellere have taget stien, fordi jeg hader at gå op af trapper. Mange af disse bjerg-trapper har meget store og lange trin hvilket gør, for mig, at jeg kommer ud af rythme og overbelaster det ene ben fordi det altid er det der skal tage trinet op, i stedet for at det er skiftevis. Jeg håber det giver mening hvad jeg mener.
Ret hurtig på vej mod toppen kommer man ud af skoven og har en god udsigt ud over området. Man kan se de nordlige Alper ude i baggrunden. Vi så et skilt der advaret om bjørne. Jeg ved godt disse skilte er der for en grund, men i de 4 år jeg har vandret har jeg aldrig set en bjørn eller bjørne lort på stien. Bjørne vandre over store områder for at finde føde, så en bjørn det blev set for 2 dage siden kan sagtens være over 100 km væk nu. Langt de fleste bjørne lunter af når de hører mennesker komme i det fjerne, så det er egentlig ikke noget det bekymre mig ret meget.
På toppen af Jinba.
Cirka kl 10 ankom jeg til toppen af Jinba. Jinba er 857 m højt og det højeste punkt på ruten fra Jinba til Takao. Man har den smukkeste udsigt til Fuji bjerget og de nordlige Alper.
Jinba ligger lige på grænsen mellem Tokyo og Kanagawa amt. Sådan lidt løst oversat betyder Jinba Hestelejr. Det hentyder til at nogen krigsherre fra gammel tid har haft sine heste til at gå heroppe eller har holdt dem skjult heroppe inden et angreb på et slot. Uanset hvad er det hvertfald et idealt sted for heste, da det er et stort græsområde.
På toppen af Jinba finder man også en stor hvid statue af en hest. Den blev fremstillet og betalt af et lokale jernbaneselvskab engang i 1960erne for at promovere turisme i området. Om det har øget turismen i området ved jeg ikke, men den er hvertfald meget populær for også at ligne noget andet end en hest. Men det må folk selv bedømme.
På vej mod Kagenobu.
Fra Jinba er der 1,9 km ud til Myo-o pas som forbinder Jinba med næste bjerg, Kagenobu, som ligger 5,7 km ude. Nedstigningen fra Jinba er ganske let og udramatisk. Ruten fra Jinba til Kagenobu er meget ligetil. Det meste af vejen er gennem skov, men der er også et åbent område, hvor det ser ud til der er blevet ryddet skov, men der var også blevet plantet nye træer. Der er mest skovområde og kun få steder er der nogen udsigtspunkter. Det er relativt flat indtil man nærmer sig Kagenobu, hvor det igen begynder at gå opad. Omkring Kagenobu bliver det mere busk-område.
På toppen af Kagenobu.
Efter cirka 2 timers vandring ankom jeg til Kagenobu. Jeg ville rigtig gerne ankomme inden kl 13, for så ville jeg have tiden på min side. Kl. 12.10 stod jeg på toppen af Kagenobu. Jeg tog det derfor roligt og besluttede at det var forkost tid. Der var masser af ledige bænke og borde så jeg slog mig ned så jeg kunne sidde og kigge ud over området. Kagenobu har helt klart den bedste udsigt af de 4 bjerge også selv om man ikke kan se Fuji.
Mens jeg sad og spiste frokost kunne jeg se en helikopter der blev ved med at cirkle rundt over området. Da den kom lidt tætter på kunne jeg se det var en redningshelikopter og flere andre på Kagenobu reagerede også på det. Da jeg kom hjem kunne jeg ikke finde nogen informationer om at nogen havde været i nød i det område, så jeg håber de kun var på øvelse. Jeg har hørt folk jævnligt skal reddes ned fra Kagenobu med brækket eller forstuvet ankler eller ligefremt et brækket ben. Hvorfor det er tilfældet fandt jeg hurtig ud af på nedstigning fra Kagenobu.
Nedstigning fra Kagenobu.
Nedstigningen fra Kagenobu er ond og nok det sværeste stykke på hele ruten, efter min mening. Nedstigningen er relativ stejl og rimelig lang med flere sving. Men det værste er den er fyldt med store og små løse sten, der bare kure rundt under støvlerne på dig, hvis du ikke ser efter hvor du træder. Jeg valgte at tage det med ro og kom sikkert ned. Men hold da op den nedstigning gjore ondt i knæene. På dette tidspunkt har jeg allerede gået over 15 km fra da jeg tog hjemmefra og jeg havde stadig 2 bjerge tilbage.
Grunden til jeg gerne ville være på Kagenobu inden kl 13 var pga tiden. Det eneste sted du kan komme af ruten er nemlig her ved Kagenobu, hvor man kan gå ned til Kobotoke bus stop. Havde jeg tiden imod mig var jeg nødt til at gå ned her. Men heldigvis havde jeg tiden på min side og jeg vidste at jeg ville kunne nå Takao inden solnedgang som er omkring 17.30. Fra Kagenobu er der 4,4 km over til Takao og cirka halvvejs ligger 3. bjerg, Shiroyama.
På vej mod Shiroyama.
Efter nedstigning fra Kagenobu var jeg nødt til at tage det lidt med ro. Heldigvis er stien frem til Shiroyama ikke det værste, men realtivt flat. Eneste beklagelse er de mange rødder fra træer der er på stien. En meget typisk ting på vandrestier her i Japan. Man kan hurtigt snuble hvis man er uopmærksom. Vejen til Shiroyama tager omkring 1 times tid. På dette tidspunkt var jeg begyndt at blive træt og jeg kunne godt mærke i benene at de blev tungere og tungere. Men jeg var stadig fast besluttet på at jeg skulle hele vejen til Takao.
Toppen af Shiroyama.
Endelig kunne jeg skimte den store el-mast, der står på Shiroyama, mellem træerne. Jeg var næsten fremme ved 3. bjerg på ruten mellem Jinba til Takao. Jeg var så glad for at være fremme og så meget tætter på Takao. Igen valgte jeg at holde en pause for at spise og drikke noget inden sidste strækning. Til min store glæde blomstrede kirsebærtræerne på Shiroyama.
Efter en pause på et kvarters tid var der ikke andet at gøre end at bide i det sure æble, tage rygsækken på og komme af sted igen. Jeg skal ind til Takao, der er ikke nogen anden mulighed for ellers kan jeg ikke komme ned. Jeg kender vejen, da jeg har gået netop denne strækning før, men ikke med 20 km i benene allerede. De sidste 2 km ind til Takao blev på reservetank og stædighed over at ville gennemføre denne tur.
Fremme ved Takao.
Omkring kl 16 nåede jeg frem til trappen der fører op til toppen af Takao fra bagsiden. Jeg stod lige i et par minutter og kiggede på trappen og bandede den langt væk. Men der var ikke noget at gøre, der var kun en vej og det var skridt for skridt op af trappen. For enden af trappen var der nogen bænke hvor jeg satte mig. Imens sad jeg og kiggede over på den lille bakke vel vidende at lige der over står pælen der markere toppen af Takao. 20-30 skridt mere og jeg ville være i mål. Det var så godt at være fremme for jeg havde ikke mere at give af.
Jeg har været på toppen af Takao 4 gang nu, men aldrig har jeg været så glad for at se toppælen som jeg var denne gang.
Ned med svævebanen.
På vejen ned til svævebanen kommer man forbi Takaosan Yakuoin Yukiji Templet hvor jeg lige stoppede for at sige tak for at jeg nåede sikkert frem efter min tur. Det er meget normalt i Japan at man før og efter en vandring, især i bjergene, stopper ved det lokale tempel og beder for en sikker tur eller siger tak når man når frem til sit mål. Der er ikke noget tempel eller anden helligdom ved Jinba, hvor man kan bede for en sikker tur. Men på Takao ligger der både et tempel og et shrine, hvor folk siger tak eller beder for en sikker tur.
Jeg valgte at tage svævebanen ned for alt energi var opbrugt og jeg havde ingen kræfter overhovede til at gå ned fra Takao. Lige netop denne gang synes jeg det var ok, men normalt vil jeg vælge at gå. For som jeg plejer at sige, svævebanen er til turister, ikke hikere. Men lige i dag var jeg super glad for at den var der.
Min mening om ruten Jinba til Takao.
Jinba til Takao er på papiret en 18 km lang rute. Jeg tror ikke helt det holder i virkeligheden for det kommer an på hvilken rute man tager. Ruten er godt afmærket og der er ikke den store risiko for at fare vild. Desuden er det en populær rute så man vil altid passere andre mennesker. Jeg synes det var en dejlig tur, men hold op det holdt hårdt til sidst.
Jeg vil ikke anbefale hele ruten Jinba til Takao for nybegyndere, det er en rute for øvede hikere med en kondition over gennemsnittet. Men man kan sagtens dele den op og gå Takao til Shiroyama, Jinba eller Kagenobu alene. Der er så mange måder man kan forbinde stierne i dette område alt efter hvor man starter. Selv om bjergene i dette område ikke er over 1000 meter kan man godt få sin sag for og bleve udmattet. 18 km i bjergområde og 18 km på flad vej kan ikke på nogen måder samlignes.
Husk mad, væske og førstehjælpsgrej. Du får brug for det, især mad og væske. Jeg drak 1 1/2 L væske på selve ruten, 1 L da jeg kom ned fra Takao og 2 liter på den restaurant vi spiste på inden vi nåede helt hjem. De havde gratis refill på iste og sodavand.
Jeg havde egentlig regnet med at dagen efter ville jeg have ondt over det hele. Men overraskende nok var jeg relativ frisk igen dagen derpå. Jeg var mest træt, men havde ikke nævneværdig ondt som jeg forventede. Det var mest på forsiden af mine lår jeg havde ondt. Jeg havde plangt en dag på sofaen, men det var først ved 3-tiden jeg smed mig på sofaen for at se sumo fra Osaka.
Næste vandretur.
Jeg har ingen planer for min næste vandretur. Min kalender er ret fyldt lige i øjeblikket med en tur til Fukui og Nagasaki i den nærmeste fremtid. Desuden har jeg en generalforsamling med Den danske Klub i kalenderen og så er der alle mine elever. Desuden er kirsebærblomsterne begyndt at springe ud og jeg vil gerne ud at opleve dem mest muligt, da det i år bliver første gang i 3 år uden nogen form for restriktioner. Desværre lover de dårligt vejr fra på torsdag, så måske regnen slår dem ned inden de overhovede når at være her særlig længe. Men benene er klar igen kan jeg mærke og i morgen tager jeg til Kamakura for det ser ud til at kirsebærblomsterne ved Hongakuji er i fuld flor.
