Kuon-ji templet ligger i Minobu i Yamanashi. Det er berømt blandt følgere af Nichiren Shu fordi det er her han ligger begravet. Desuden var det her han tilbragte de sidste år af hans liv. I dag er det et sted som mange pilgrimme besøger. Men selv om man ikke er Nichiren følgere er man mere end velkommen til at besøge stedet.
Hvem var Nichiren ?
Nichiren Daishonin er en japansk munk og grundlægger af Nichiren Shu. Det er en af de store hovedegrene af Buddhisme i Japan. Han er født i 1222 i en landsby i det der i dag er Chiba amt. Som 11 årig kommer han i lære som munk. Det bliver hans passion i livet at finde sandheden og blive den viseste mand i Japan. Han læser alt han kan komme i nærheden af og han tilbringer meget tid i templerne i Kamakura, Kyoto og Nara. Han kommer frem til, efter 12 års læsning, at det er Lotus Sutra teksten der er nøglen til sandheden og frelse.
Der er ingen tvivl om han er meget belæst og har en stor viden. Det medfører at mange andre munke føler sig truet af ham, især munke fra den gren af Buddhisme der hedder Ren Land. De har stor magt i Japan på dette tidspunkt. Nichiren bliver forfulgt og senere hen også hans deciple. 2 gange bliver han forvist til eksil. 1 gang på Izu halvøen og 1 gang på Sado øen, som ligger over ved Niigata.
Efter 3 gang at have raget uklart med regeringen fortrækker han sig til Minobu bjerget, hvor han lever de sidste 9 år af sit liv. I stedet for at gå ud og opsøge folk, kommer folk nu til ham. I september 1282 bliver han syg og svag. Hans deciple anbefaler ham at tage til Hitachi ( i Ibaraki ) for at bade i de helbredne kilder der. Han når dog ikke længere end til Musashi i Tokyo. Her er han nu så syg at de søger husly hos en deciple. Den 13. oktober dør Nichiren i en alder af 60 år. Han er omringet af sine mest tro deciple der fremsiger den vigtigeste sætning i Nichiren Shu, Namu-myoho-renge-kyo.
Kuon-ji templet i Minobu.
Kuon-ji templet ligger på Minobu bjerget i Yamanashi. Nichiren kom her efter han fik lov at forlade Sado øen, hvor han var i eksil. Templet bliver grundlagt i 1281 og er i dag hovede tempel for Nichiren Shu. Det er et sted mange pilgrimme besøger og Nichiren følgere forventes mindst 1 gang i livet at besøge stedet fordi det var her Nichiren boede og ligger begravet. Her uddannes nye munke efter Nichiren lære og tro. Selv om Kuon-ji er hovede-templet ligger det admistrative sæde i Ikegami Honmon-ji templet i Tokyo. Dette tempel ligger der hvor man mener Nichiren døde. I et hus tilhørende en af hans følgere, da han var på vej til Hitachi.
Min mand og jeg tager ofte på 1-dags tur og denne gang er vi tage til Minobu i Yamanashi. Jeg kan ikke huske hvor det er jeg har set eller hørt om stedet, men jeg har gerne ville besøge stedet i længere tid. Lige nu er efterårs farverne på sit højeste i dette område, så det kunne næsten ikke være mere perfekt. Vi tilbragte næsten 4 timer ved templet, på Minobu bjergen og nede ved Nichirens gravsted. Her er virkelig smukt og det er et spændende og interessant sted at besøge.
Sanmon porten.
Sanmon porten betragtes som hovede porten til Kuon-ji, selv om der er en stor port nede ved indgangen til landsbyen. Denne port står der hvor man mener Nichiren ofte sad på en nogle sten og hvilede sig når han gik rundt på bjerget, denne port hedder Soumon Porten. Den oprindelige Sanmon Port er fra 1642, men porten har været brændt ned 3 gange. Porten der står der i dag er fra 1907. Porten er 23 meter bred og 21 meter høj. Det er en af de 3 største porte i Kanto-området.
Porten står direkte foran hovedebygningen, men det er lidt svært at fornemme fordi man skal op af 287 trappetrin for at nå op til Hondo, som betyder hovede bygningen. Her symbolisere Hondo niravana ( den Buddistiske himmel ). Hver åbning repræsentere en befrielse, Kumon ( tomhed ), Musomon ( formløshed ) og Muganmon ( passivitet ). Det siges også at ved at gå igennem hver åbning befries man for grådighed, vrede og dumhed.
Jeg blev dybt imponeret da jeg så Sanmon porten. Den er virkelig stor. Hele stedet med porten og Minobu bjerget i baggrunden, hvor Nichiren gik rundt for lidt over 800 år siden, var noget specielt. Jeg fik en lille snak med en sød gammel dame der stod inde i turist informationen og da hun fandt ud af jeg kunne kommunikere på japansk var der ingen grænse for hvad hun ikke ville hjælpe mig med. Jeg fik diverse brochurer, både på engelsk og japansk, for hun havde stor forståelse for at kanji volder mig stor besvær. Desuden fik jeg en rabat kupon til svævebanen, for nu jeg havde fundet hele vejen her ud skulle jeg selvfølgelig også op på selve bjerget. Hun var virkelig noget af det sødeste.
Bodaitei trappen.
Et stykke bag ved Sanmon porten ligge Bodaitei trappen fra 1652. Bodaitei betyder vejen til oplysning. Der er 287 trin og en stigning på 104 meter op til Hondo, hovedebygningen. Hvorfor der er 287 trin ved man ikke med sikkerhed. Men en teori er at i Lotus Sutra, som er det Nichiren Shu bygger på, er der 28 vers. I remsen Namu-myoho-renge-kyo, som er den vigtigeste remse ifølge Nichiren, er der 7 kinesiske tegn. Derfor får man tallet 287. Når man står ved bunden af trappen kan man også se at der er 7 flade stykker der hver repræsentere de 7 stavelser i remsen. Til højre for trappen er der en stor statue, det er Nanbu Sanenaga. Det var ham som inviterede Nichiren til at komme til Minobu eftersom han ikke var velkommen i Kamakura. Hele vejen op langs trappen står der store gamle cedertræer.
Har man ikke lige overskud til de mange trapper er der 2 stier der også fører op til Hondo. Begge stier er beskrevet som ret stejle. Jeg valgte at tage trappen op. Nu havde vi brugt 3 timer på at køre derover så ville jeg også have den fulde oplevelse. Min mand og jeg gik i hvert vores tempo for så stejle trapper er absolut ikke min livret. Desuden var trinene ret høje, 40-50 cm. Det lyder måske ikke af så meget men når der er 287 trin er det meget. Men op af trappen kom jeg og om jeg føler mig mere oplyst………….måske det kommer senere. Det eneste der gik gennem hovedet på mig var hvor glad jeg var for at jeg havde ladet min jakke blive i bilen for ellers havde jeg fået hedeslag.
Hondo, hovedebygningen ved Kuon-ji templet.
Når man kommer op af Bodaitei er det første man ser den 5 etager store pagode og hovedebygningen kaldet Hondo. Nu er det nemt at fornemme at Sanmon porten, Bodaitei og hovedebygningen ligger i en lige linje med hinanden. Bag ved bygningen ligger Minobu bjerget hvor Nichiren tilbragte størstedelen af sin tid, da han var her. Bygningen er kæmpe stor, 3200 m2. Alteret er 9 meter langt og der er 15 Buddha statuer i voksen størrelse. I loftet er der det mest fantastiske billede af en drage malet af Matazo Kayama ( 1927 – 2004 ), som er en stor japansk kunstner. Han er bl.a kendt for at have malet kunst på biler. Altså rigtige biler man kan køre rundt i, men de fåes også i små legetøjs udgaver. Men drage i Kuon-ji templet anses for at være et af hans største værker.
Soshido, Nichirens Mindehal.
Lige ved siden af Hondo ligger Soshido. Det betyder grundlæggerens mindehal, altså en mindehal til Nichiren da det er ham der er grundlæggeren. Bygningen er lidt mindre end hovedebygning. Begge bygninger er forbundet af en korridor, så man nemt kan gå fra den ene bygning til den anden. På alteret er der en stor statue af Nichiren og her kan følgere og pilgrimme sidde på gulvet og være omringet af Nichirens sjæl og nærvær. Man kalder det også for Seishin-Kaku, hvilket betyder bygningen hvor Nichirens ånd eller sjæl bor fordi han engang har skrevet følgende, Fra dette liv og til evig tid skal mit hjerte tilhøre Minobu bjerget.
Ogane – den store klokke.
Den store klokke ved Kuon-ji er fra 1624. Hver morgen kan man se en munk ringe med klokken der indikere at morgen service starter. Fra april til september er det kl. 05.30 og fra oktober til marts er det kl. 06.00. Ved morgen service er der omkring 50 munke der citere vers fra Lotus Sutra og for at holde rythmen er der en munk der slår på en stor taiko tromme. Gæster, uanset om man er Nichiren følger eller ej er velkommen til at tage del i morgen service.
Vi ankom dog ikke så tidligt, først ved 10.30 tiden, for der var sket en ulykke på Tomei Eksprssvejen så vi måtte køre en anden vej end den vi først havde planlagt og det endte med at tage noget længere tid end vi havde regnet med. Men oprindeligt havde vi ingen planer om at deltage i morgen service. Vil man gerne det vil jeg anbefale man tager en overnatning i et af templets shukubo, som er værelser et tempel udlejer til rejsende og i mange tilfælde også til turister.
Den 5 etager store pagode.
Der har stået en 5 etager stor pagode ved Kuon-ji siden 1619. Den har dog været brændt ned 2 gange, i 1829 og 1875. Da den originale pagode blev bygget var det den 2. største pagode i Japan. Under Heisei perioden ( 1989 – 2019 ) begyndte man at lave undersøgelser af det der var tilbage af den nedbrændte pagode. Man lavede målinger og studerede billeder af de tidligere pagoder og man kiggede på pagoder rundt om i Japan bygget på samme tidspunkt. I 2009 stod den nye pagode færdig og man er ret sikker på den er stort set magen til den der stod der før i tiden. Den er 39 m høj og dermed den 4. største pagode i Japan. Den er lavet af et 500 år gammelt træ der blev fællet på Minobu bjerget og er malet i den kendte røde farve man ofte ser pagoder har.
Minobu bjerget, 1153 meter.
Oppe bag ved Koun-ji templet ligger Minobu bjerget og den svævebane der tager dig op til toppen, hvis du ikke har lyst til at gå derop. Der er 2 ruter, den ene er 5 km og tager 150 minutter op og 120 minutter ned. Den anden rute er lidt længer, 8 km og tager 180 minutter op og 150 minutter ned. Vi var allerede blevet enig om hjemmefra at vi ville tage svævebanen, for at gå op og ned ville tage for lang tid og der var så meget vi gerne ville se og opleve på stedet. Tager man svævebanen koster det 1500 yen ( 68,55 dkr ) for en returbillet og man kan blive på toppen lige så længe man har lyst til. Svævebanen har 3 afgange hver time og det tager cirka 7 minutter at nå op til toppen.
Det er en virkelig flot tur at køre op med svævebanen. Man kan se hele dalen hvor byen Minobu ligger, bjergkæderne der omringer byen og som ekstra bonus kan man i klart vejr se Fuji bag bjergkæderne. Her om efteråret var det bare ekstra flot med farverne på træerne
De 3 platforme på Minobu bjerget.
Når man kommer op går man igennem en souvenir butik og ud på toppen. Områden er stort og der er 3 platforme. Den første er toppen med Minobu skiltet der angiver højden på bjerget. Så er der en platform med udsigt til Fuji bjerget og Minobu dalen og den sidste platform er på den anden side.
Platformen på den anden side er helt fantastisk. Man kan se ud over store dele af De Sydlige Japanske Alper. Der var lidt skyet så vi kunne ikke se alle bjergene angivet på skiltet. Jeg kan godt forstå hvorfor Nichiren holdt så meget af det her sted.
De fleste ved nok at Japans højeste bjerg er Fuji ( 3776 m ), men fra Minobu kan man se Kitadake bjerget ( 3193 m ) og Ainodake bjerget ( 3190 m ) som er Japans næst højeste og 3. største bjerg. Vi kunne lige ane dem ude i horisonten, for skyerne dækkede længere ude. Det var stadig et betagende syn og jeg var mere end klar til at tage på vandretur.
Fra den anden side kan man se Fuji kigge frem i baggrunde af Minobu bjergkæden. Vi var ret heldig med vejret og udsigten. Havde det været gråt og overskyet havde vi ikke kunne se noget som helst.
På vej ned i svævebanen spottede jeg noget det fik mit hjerte til at slå et ekstra slag. Et stort perfekt gult ginkgo træ. Så da jeg så træet måtte jeg ned til det på vej over til det sted hvor Nichiren ligger begravet.
Nichirens gravsted.
Nichirens ønske var at uanset hvor han døde ville han begraves ved floden på Minobu bjerget. Han holdt meget af stedet. Når man oplever stedet kan man godt forstå hvorfor dette var hans ynglings sted. Mens vi gik rundt i området lå jeg mærke til hvor mange kirsebær træer der var alle steder.
Man mener at det oprindelig og mindre Kuon-ji tempel har ligget her. Det var her han grundlagde det der 800 år senere er en af de støreste grene af Buddhisme i Japan. Gad vide om han havde regnet med det den gang, højst sandsynlig ikke.
Nichirens aske er efter signe fordelt mellem 2 steder. Her og i Soshido som er mindehallen oppe ved hovedebygningen. Det var et meget smukt og fredsfyldt sted, især nu hvor træerne stod med røde, gule og orange farver.
Lige ved siden af Nichirens grav er der en anden plads med mange grave. De tilhører de munke der har været hovede munk for Nichiren Shu efter Nichiren selv. I dag hedder hovede munken Nichinyo Shōnin og han er nummer 68 i rækken.
Motosu Søen.
Da vi kom ned til vores bil igen sad vi lidt og snakkede om hvor vi skulle køre hen. Vejret var klart, men køligt så vi blev ret hurtig enig om at køre over i nærhede af Fuji bjerget. Vi valgt Motosu Søen, for her har man altid en god udsigt. Hvis man er bekendt med japanske penge, nærmere betegnet 1000 yen sedlen, har man måske lagt mærke til motivet på bagsiden. Det motiv er Fuji fra Motosu Søen. Når man besøger stedet kan man se en lang kødrand af folk der står og tager billeder af Fuji mens de holder en 1000 yen seddel op.
Motosu Søen er den vestligeste af Fujis 5 søer. Den kan være lidt vanskelig at besøge da der ikke er nogen offentlig transport i nærheden. Eneste mulighed er med en bus fra Kawaguchiko Station og det tager cirka 45 minutter. Bussen kører cirka hver 2. time. Så det er bare nemmest at komme her i bil. Oprindeligt var Motosu Søen meget større, men et vulkanudbrud i det 9. århundrede resulterede i at der nu er 3 søer, Motosu, Saiko og Shojiko. De 2 andre søer er Kawaguchiko og Yamanakako.
På UNESCOs Verdensarv Liste.
Fuji bjerget er på UNESCOs Verdensarv Liste. Men det er ikke kun Fuji, der er 25 andre steder omkring Fuji der også er inkluderet på listen, bl.a. de 5 søer. De andre steder er andre natur områder og templer. Jeg har ikke besøgt alle steder endnu, men jeg har besøgt ret mange af dem efterhånden. Hele området er også en del af Fuji-Hakon-Izu National Park. Hvor heldig er man lige at bo 1 1/2 -2 timers kørsel fra sådan et sted.
Solen var ved at gå ned og det blev meget hurtigt koldt ved Motosu Søen. Næste stop blev en onsen så vi kunne blive varmet op og få benmusklerne i blød så de mange skridt ikke kunne mærkes næste dag. Vi var først hjemme igen ved 23-tiden så det blev en tur på cirka 15 timer og vi var efterhånden godt trætte begge 2. Heldigvis havde ingen af os ondt i benene næste dag, men det små-regnede det meste af dagen så det blev mest til indendørs hygge. Men vi havde den bedste dag og stedet har mine varmeste anbefalinger hvis man gerne vil besøge noget mindre turistet, men stadig interesant og meget historisk.
