Når jeg tænker tilbage på 2022 så er det første der popper op i hovedet på mig frustrationer. Men når jeg sidder og ser på billederne fra 2022 så har der alligevel været mange gode oplevelser. Også selv om det kun har været i Japan.

I morgen kan vi sige farvel til 2022 og goddag til 2023. Traditionen tro kommer her et tilbageblik på mit år. Det har igen været et år i coronaens tegn. Jeg har fået ny blog og jeg har været ramt af stress og frustrationer. Men ind imellem har vi kunne finde tid til nogen småture rundt omkring i Japan. Vi har genbesøgt både Gunma, Ibaraki og Tochigi. Som det eneste nyeste sted i år besøgte i Aomori i det nordige Japan.

Januar.

Jeg kom tilbage til Japan i slutningen af januar efter at havde været hjemme og besøge min familie. Det var lidt af et mareridt for jeg skulle i karantæne. Normalt kan jeg komme igennem lufthavnen på 20-30 minutter når jeg lander fra Danmark. Denne gang tog det næsten 3 timer for der skulle gennemgåes papire og downloades apps så jeg kunne overvåges. Fra lufthavnen blev jeg kørt til et hotel i downtown Tokyo. Jeg havde håbet på et hotel i Yokohama. Så ville det være nemmere for min mand at komme med mad, men nej.

Mit karantæne hotel.

Jeg blev kørt til et hotel i Shinagawa hvor jeg nu skulle være isoleret i 5 dage. Til trods for jeg allerede havde fremvidst 2 negative corona-prøver var der ikke noget at gøre, jeg skulle i isolation. Jeg fik et værelse meget højt oppe, omkring 30. etage. Og så kunne jeg ellers sidde der og kukkelure de næste 5 dage. Udsigten fejlede bestemt ikke noget og jeg var super glad for at der var vindue på mit værelse. Jeg havde hørt historier fra folk om værelser uden vinduer.

Værelset var godt, men maden var bestemt ikke noget at råbe hurra for. Vi fik kold mad morgen, middag og aften. De japanske bento-bokse har aldrig været min favorit. På 3. dagen gav min mave da også op og jeg holdt op med at spise. Heldigvis kom min mand med kogte æg, grøntsager og jordbær til mig så jeg havde noget at spise. Det foregik på den måde at han afleveret det i receptionen på hotellet. Herefter blev det gennemgået af personalet og sat op foran min dør. Jeg modtog så et telefon-opkald om at der var afleveret noget til mig, jøsses siger jeg bare.

Efter endnu 2 negative corona-prøver ( nu 4 i alt ) fik jeg lov at komme ud af hotel-karantæne. Men min mand måtte ikke hente mig på hotellet. Nej, jeg blev i bus kørt tilbage til lufthavnen. Her skulle min mand så skulle hente mig, for jeg måtte ikke køre med offentlig transport før efter 1 uge. Så de sidste 2 dage af min karentæne fik jeg lov at være der hjemme. Min mave var super glad for igen at få noget ordneligt varmt mad.

Februar.

Jeg har en dejlig mand. Og oven på den oplevelse med karentænen vidste han lige præcis hvad der ville gøre mig glad igen. Så han bestilte en overnatning i Kusatsu Onsen i Gunma. Det er et af de bedste onsen steder i Japan. Det bedste kurvand ligger lige under overfladen og mange 1000 L pipler frem i minuttet. Kusatsu Onsen ligger højt oppe i bjergene så der var masser af sne. Noget der havde været lidt en mangel-varer i Danmark. Vi boede på et dejligt hotel på en bakketop, men udsigt over byen.

Vi nødt at gå rundt i byen, spise soba, og tage fodbad forskellige steder. Turen gik selvfølgelig også ned til Yubatake, som er hovedekilden der forsyner byen med kildevand. Det er altid hyggeligt at gå rundt i området omkring Yubatake.

Masser af sne i Kusatsu Onsen, Gunma
Fodbad i Kusatsu Onsen i Gunma.
Fodbad i kusatsu Onsen, Gunma.

Marts.

Kirsebærblomsterne har stået vildt flot i år. Efter et par år hvor vi ikke rigtig har fået set kirsebærblomster pga corona tog vi revanche i år. Vi var rundt i Tokyo, Yokohama, Zushi, Kamakura og Hakone for at se kirsebærblomster. Foråret viste sig i høj grad fra sin aller bedste side i år.

Kirsebærblomster i Zushi.
Kirsebærblomster i Zushi.
Kirsebærblomster i Inokashira Park, Tokyo.

Hitachi Seaside Park, Ibaraki.

Jeg har længe haft et ønske om at besøge denne park om foråret. Jeg har besøgt den om efteråret, hvor den er helt fantastisk. Men den er mindst lige så fantastisk om foråret. Her er påskeliljer, lyseblå øjenblomster og tulipaner der kan give enhver hollænder tåre i øjnene af glæde.

Der var omkring 130 forskellige sorter af påskeliljer. Jeg vidste slet ikke der fandtes så mange forskellige.
Hitachi Seaside Park i Ibaraki og 3 millioner øjeblomster.
Hovede-attraktionen, 3 millioner lyseblå nemophilia også kladet baby blue eyes eller bare øjeblomst.
Tulipaner i Hitachi Seaside Park.
Tulipaner, perlehyasinter og en mini udgave af en hollandsk vindmølle.

Hitachi Seaside Park er enorm. Man kan også gå en tur i et klit område med udsigt til Stillehavet. Et område jeg holder specielt meget af fordi det minder mig om Danmark og Vestkysten. Her er også en forlystelsespark med Pariserhjul der giver den smukkeste udsigt over hele parken. Desuden er der et stort område hvor man kan grille og legeplads til børnene.

Det er en af mine ynglings parker i Japan. Selv om det ligger i Ibaraki og tager os cirka 2,5 timer at nå synes jeg det er køreturen værd.

April.

På vandretur på en lavakyst i Izu.

Det er ikke blevet til super meget vandring i år. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Stress og frustrationer har nok spillet en rolle i at jeg ikke kunne overskue at komme af sted. Men på en halvkold og blæsende marts-dag kom jeg dog afsted. Jeg var taget til Izu for at vandre på Jogasaki Vandrestien.

Det skulle vise sig at blive en stor oplevelse. Det er en af de smukkeste og vilde naturoplevelser jeg har haft. Selv om jeg kun har gået turen 1 gang, indtil videre, er det nok den bedste rute jeg har gået i Japan. Jeg elsker simpelthen denne tur også selv om den viste sig at være lidt længere end beregnet.

Maj.

Vores sommertur gik i år til Aomori i det nordlige Japan. Der var flere grunde til vores valg. Jeg ville gerne opleve Hirosaki Slot og se Nebuta-museerne. Men mest af alt ville vi bare gerne besøge et sted vi ikke havde været før. Jeg er vild med Tohoku og Aomori skulle også vise sig at blive et dejligt bekendskab.

Vi valgte at flyve til Aomori selv om man også kan tage Shinkansen. Vi landede tæt ved Aomori By, hvor vi hentede vores lejebil og kørte ud mod vestkysten. Vores første stop var Takayama Inari Shrine ved byen Tsugaru.

De røde torii ved Takayama Inari shrine, Aomori.
Takayama Inari Shrine i Tsugaru, Aomori. Det er ikke kun i Kyoto de har en tunnel af røde torii.

Arkæologi i Aomori.

Herefter kørte vi ind mod Tsugaru By for at besøge Jomon-museet. Jomon er en tidsperiode i japansk historie. Det er den ældste tidsperiode hvor man har fundet spor af mennesker. Mange af disse Jomon-steder ligger i Aomori. Det er også ved disse Jomon-steder at man har fundet de ældste sten-figurer der findes i Japan. Vi er så taget hele vejen til Aomori for at se disse figurer, kun for at lærer at mange af dem ligger på national Museet i Tokyo, nåååå. Men mange andre ligger da stadig i Aomori på de forskellige Jomon-museer så vi fik set mange af dem alligevel.

Er man til arkæologi er Aomori det perfekte sted, især Sannaimaruyama Iseki Historical Site. Både det udendørs og indendørs område er meget spændende og kan varmt anbefales.

Tsuru no Maihashi, den længste træbro i Japan. Den er 4.187 meter lang og går over Tsugaru Fujimi søen.

Iwaki-bjerget.

Første overnatning i Aomori blev for foden at det mest berømte bjerg i området, Iwaki-bjerget. Inden vi tjekkede ind på vores hotel besøgte vi Iwakiyama-jinja som er der man starter hvis man vil bestige bjerget. Det er 1625 meter højt og det højeste bjerg i Aomori. Et par dage efter vi var kommet hjem så vi i nyhederne at en mand var blevet angrebet af en bjørn på bjerget. Han ville dog overleve selv om han var slemt medtaget.

Vi havde aldrig haft planer om at bestige Iwaki bjerget, men da vi gik ved Iwakiyama-jinja snakkede vi faktisk om at det kunne være sjovt at komme tilbage med det formål at bestige bjerget. Det er sat lidt i bero efter vi fandt ud af det kun er farbart i sommerhalvåret når bjørnene er mest aktive. Om vinteren anbefales det at ikke-profesionalle vandrer og klattere undgår bjerget. Det er simpelthen for farligt med de mængder sne de får i området.

Nubuta lanterner.

Nebuta festival.

Man kan ikke tage til Aomori uden at stifte bekendskab med Nebuta. Det er en af de absolut største sommer festivaller i hele Japan. Det foregår over flere dage i august og hovede-attraktionen er når de store Nebuta lanterner trækkes rundt på vogne om aften med lys i, til dans og musik. Jeg har aldrig oplevet denne festival, kun set videoer af det. Men det er noget jeg drømmer og håber jeg en dag kan opleve for det er så flot. De har faktisk afholdt festivallen i år efter at have aflyst den de sidste 2 år. Vi troede faktisk at det også ville være aflyst i år, men da vi var der fandt vi ud af de ville afholde det i fuld scala igen fra i år.

Der er flere forskellige stede over hele Aomori hvor de afholder Nebuta festival. Alle steder der afholder festivallen har også et museum hvor lanternerne bliver opbevaret. Det er enormt spændende at besøge disse museer. Alle tanternerne er formet i hånden og håndmalet. Det er et enormt arbejde at lave disse lanterner.

Jeg så i et tv-program at hvert år bliver mange af disse lanterne brændt efter festivallen, så hvert år fremstilles der nye lanterner med nye motiver. Men mange af dem bevares også og kan ses på museer rundt om i hele Aomori.

Hirosaki Slot med Iwaki bjerget i baggrunden.

Hirosaki Slot.

Der ligger ikke noget slot i Aomori by, men det gør der i Hirosaki. Hirosaki er nemlig den gamle hovedestad i Aomori amt. I det hele taget ligger der langt flere interessante ting i eller omkring Hirosaki end der gør ved Aomori by.

Hirosaki slot anses for at være blandt de flotteste slotte i Japan. Grunden er at det ligger i en park med over 2500 kirsebær træer og at det ligger på en top med udsigt til Iwaki-bjerget. Der var desværre ikke flere kirsebærblomster da vi kom, men det var stadig flot. Slottet er fra 1611 og det er det eneste originale slot som man finder i Tohoku.

Amomri-Ken eller Aomori-hunden på Aomori Art Museum.

Aomori Art Museum.

En anden ting der stod på programmet i Aomori var et kunst-museum. Hverken min mand eller jeg har for vane at tage på kunst-museer, men lige netop her havde jeg spurgt om vi ikke kunne. Grunden var at jeg gerne ville se den store hund. En skulptur på 8,5 meter lavet af den japanske kunstner Yoshitomo Nara.

En ting jeg har lært om mig selv er at jeg faktisk godt kan lide kunst, især når det kommer til skulpturer. Malerier kan i visse tilfælde være ok, men jeg synes skulpturer er sjove og interesante at kigge på. Og så elsker jeg bare hunde, så det var næsten et must.

Sumo i Kokugikan i Tokyo.

Sumo – Japans national sport.

Tro det eller ej, men jeg er sumo-fan. Det startede for 5-6 år siden, måske. Jeg ville gerne have et eller andet japansk at interessere mig for. Hvorfor jeg faldt for sumo husker jeg ikke, men jeg fandt det interessant. Jeg har set sumo stort set lige siden. Der er 6 tuneringer om året, 3 i Tokyo, 1 i Nagoya, 1 i Osaka og 1 i Fukuoka. Vi har tit snakket om at tage ind og se det, men så var der udsolg eller det passede ikke med min mands fridage. Men pludselig en dag kom han og sagde nu havde han fået billetter til turneringen i Tokyo den 18 maj.

Vi sad ikke nede på gulvet for det kan min ryg ikke holde til. Vi sad på første række oppe på balkonen. Selv deroppe ser man virkelig god og akustikken i Kokugikan er bare helt i top. Når sumo-bryderne slår på deres belt, mawashi, så runger det i hele arenaen. Jeg fik også set flere tidligere top sumo-brydere, bla. Hakuho som er en af de mest vindende sumo-brydere gennem tiden. Det var bare en helt igennem fantastisk oplevelse og det er ikke sidste gang vi har været i Kokugikan for at se sumo.

Frihedsgudinden og Rainbow Bridge i Odaiba.

Juni.

Da vi var i Kusatsu Onsen i februar, havde vi på vores hotel fået nogen rabat kuponner til et nyt hotel de var ved at bygge i Odaiba, Tokyo. Kuponnen gav os mulighed for at overnatte på hotellet inden den officelle åbning til halv pris. Da det var et rigtig godt tilbud besluttede vi os for at udnytte tilbudet og tage på tur til Odaiba. Selv om jeg har boet i Japan i 12 år nu så var det første gang jeg boede på hotel i Tokyo. Jeg bor i Yokohama og det tager 40 minutter med tog så er jeg i Tokyo, så jeg har bare aldrig haft behovet. Men det var sjovt at bo på et hotel der var så nyt at det ikke var åbent endnu og det var faktisk rigtig godt.

Odaiba er et af de nyere områder i Tokyo. Det var herude OL-byen lå og det skulle have fungeret som center for OL, men da det jo blev uden publikum, blev det aldrig rigtig til noget. Men Odaiba er et skønt område med mange shopping Malls, restauranter, cafeer og museer. Jeg holder meget af området omkring Odaiba Marine Park, hvor der er den flotteste udsigt ind over Tokyo by med Rainbow Bridge i baggrunden.

Ved templerne i Nikko, Tochigi.

August.

Min svigerfar havde spurgt os om vi ikke ville med en tur til Tochigi og op til Nikko. Jeg havde egentlig ikke den store lyst for jeg har virkelig døjet med varme i år. Men med løftet om lavere temperaturer lod jeg mig overtale til at tage med alligevel. Oppe i Nikko var der faktisk lidt køligere, men ikke meget. Men jeg kan jo godt lide Nikko og templerne deroppe, så trods temperaturene nødt jeg det. Det blev straks en anden historie da vi kom ned fra Nikko til Utsunomiya. Der sneg temperaturen sig hurtig op omkring de 36 grader. Det havde været omkring 10 grader køligere oppe i Nikko. Det er vildt der kan være så stor forskel. Utsunomiya er Japans gyoza hovedestad, så vi kunne selvfølgelig ikke tage hjem uden at have spist os mæt i gyoza.

Oktober.

Nagoya Slot.

Min solo-tur i år gik til Nagoya. Jeg har en ting med japanske slotte, jeg er vild med dem. I Nagoya ligger der 2 slotte jeg gerne har ville besøge i længere tid, Inuyama slot og Nagoya slot. Men der er selvfælgelig mange andre steder i Nagoya det er værd at besøge, så turen gik bl.a. også forbi Nagoya City Museum, Shirotori Garden og Tokugawa Art Museum og Park.

Når man googler Nagoya får man som noget af det første at vide det er Japans kedligste by. Jeg kan ikke være mere uenig. Hvad det udsagn bygger på forstår jeg ærlig talt ikke. For mig var det er en spændende by, der har meget at byde på. Jeg nåede ikke alt jeg gerne ville have oplevet, bl.a nåede jeg aldrig ned til havneområdet. Jeg kan kun sige at jeg på ingen måder synes Nagoya er kedelig og jeg vender gerne tilbage.

Nagoya slot blev bombet under 2. verdenskrig og totalt ødelagt. Alt er nybygget efter gamle tegninger af det originale slot. Malerierne er lavet efter kopier og tegninger af originalerne. De er nået af det smukkeste man kan forestille sig.
Chubu Electric Power Mirai Tower. Og ja, det minder lidt om Eiffel Tårnet i Paris. Man kan komme op i tårnet og især om aftenen er der en fantastisk udsigt ud over Nagoya by.

At rejse solo.

Som altid nødt jeg min solo-tur. Jeg synes faktisk det er dejligt at rejse alene og bare kan gøre helt som jeg vil. Selvfølgelig kan jeg også godt lide at rejse med min mand. Men engang imellem er det bare dejligt at skulle stå helt på egen ben. Engang imellem når man bor i et fremmede land og der er en sprog barriere, så man bliver vant til at andre ordner tingene for sig, kan man godt glemme sin selvstændighed lidt. Det er en af grundene til jeg er begyndt på disse 3-dages solo ture. Jeg er bare nødt til at finde ud af det hele selv.

Hvor min solo-tur i 2023 skal gå hen har jeg ingen anelse om endnu. Men jeg mangler 1 landsdel i Japan for at have besøgt alle landsdele og det er Shikoku. Om det bliver sammen med min mand eller alene må tiden vise, men det er det område der kigges mest på i øjeblikket. Især Ehime og byerne Matsuyama Imabari , Ozu og Uwajima studeres meget. Og ja, der er et slot alle 4 steder.

Udsigten fra Mt. Fuji Panoramic Ropeway i Yamanashi.

1-dags tur til Yamanashi.

Årets sidste tur gik til Yamanashi. Det kunne ikke være bedre timet og tilrettelagt for det var dagen efter at Fuji bjerget havde fået et ordneligt lag sne. Vejret var perfekt, koldt og klart, men skyet. Dog ikke nok til at hun gemte sig.

Jeg har fundet ud af at i Yamanashi ligger der et ædelstens museum og jeg kan jo godt lide smykker og ædelsten så jeg har i længere tid gerne ville besøge dette museum. De har så mange forskellige ædelsten lige fra diamanter, jade, koral, agater, rubiner, opaler og så enormt meget mere. Desuden har de en lille afdeling om hvilken ædelsten man kan finde i Japan.

Bagefter nødt vi bare efterårets farver omkring Kawaguchi søen og tog en kabelbane op til et udkigspunkt, hvor vi kunne se det hele af Fuji-san.

Den nye blog.

Jeg har længe tænkt over det med at skifte blog-side og købe mit domænenavn. Det har jeg så fået gjort i år og jeg har ikke haft andet end frustrationer vedrørende hele processen. De reklamere så fint med at det hele kan være oppe at køre på 3 time, det er løgn og latin det hele. Det tog det meste af 2 måneder for mig at få det op at køre og blive bare nogenlunde fortrolig med programmet og styresystemerne.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af om jeg er glad for jeg gjore det. Man kan bestemme og styre mange flere ting selv, det er sandt, men det er fanme svært at få til at makke ret nogen gange. Jeg bruger så enormt meget tid på at google hvordan man gør det ene og andet og hvad noget betyder. Det giver bare så mange frustrationer og nogen gange er jeg bare nødt til at tage en pause ellers bryder jeg bare helt sammen.

Jeg har nået et punkt hvor det er som det er nu og det bliver ikke bedre, hvert fald ikke lige nu. Jeg håber og tror det kommer hen af vejen, men den vej er meget lang for mig. Det kan også godt være det ikke bliver bedre end det er nu, men så må det være sådan. Jeg er ikke utilfreds med det jeg har fået lavet. Jeg er faktisk meget stolt over at jeg er kommet så langt i processen, det kan jeg godt se nu, men det kunne jeg bestemt ikke for 5-6 måneder siden da jeg sad og skulle designe det hele selv.

2023 – Hvad så ?

I morgen er det nytår og vi tager hul på 2023. Mange har nytårsfortsæt og store planer for det nye år. Det er ikke rigtig mig. Det var det engang, men ikke mere. Min erfarring har efterhånden lært mig at tidspunktet ikke er så vigtig for det man gerne vil, men det er mere om man er motiveret til det. Hvis man ikke er motiveret for noget er det næsten dømt til at mislykkes. Så ingen store planer og nytårsfortsæt her bare fordi nu kommer et nyt år.

Åbne grænser efter corona.

De japanske græsner er nu endelig åben igen efter næsten 3 års corona lukning. Det betyder turister kan komme ind i Japan igen, men det betyder også japanerne kan rejse ud igen. Vi har ikke været ude at rejse siden 2019 og lysten til at komme ud igen er enorm. Krig, inflation og høje priser gør det dog ikke helt nemt eller billigt bare at rejse ud igen, men jeg håber så meget det kan blive til bare en lille tur til måske Korea eller Taiwan.

Det bliver forhåbenlig også til en tur i Japan som vi plejer og jeg skal helt klart også på en solo-tur igen. Jeg glæder mig til at krisebærblomsterne springer ud, de kan bare noget helt specielt. Hiking er noget jeg rigtig gerne vil i gang med igen. Det har været et sløjt år hvad det angår og jeg har faktisk savnet det. Om det bliver til små lokale vandreture eller længere ture ud i bjergene eller til kysten, hvem ved. Det skuller gerne blive til en god blanding af hver.

Her på falderebet af det gamle år vil jeg gerne sige tusind tak til alle som læser med her på bloggen. Det betyder så enormt meget at vide at andre læser det man bruger flere dage på at skrive, redigere og udvælge billeder til. Jeg er enormt glad og taknemlig for alle “synes godt om” og kommentarer som folk efterlader så bliv endelig ved med det.

Godt nytår.

You might also enjoy: