Corona har vendt op og ned på mange ting og sat manges liv på stand by. Mit liv har i den grad været på stand by de sidste snart 2 år, det er nok en af ulemperne ved at bo i en storby med over 3 millioner mennesker. For tiden går det dog rigtig godt med corona i Japan. Tæt ved 70 % af befolkningen er nu vaccineret og i øjeblikket er de daglige nye smittetal ekstrem lave i forhold til hvad de var for 2-3 mdr. siden hvor mange ting ærlig talt virkede ret håbløse. For lidt over 1 mdr. siden blev undtagelsestilstanden løftet og for første gang i år var der ingen restriktioner på hvor man måtte færdes, man kunne igen spise og drikke alkohold på en restaurant og det endda også efter kl. 20.00. Det var selvfølgelig dejligt at få sin frihed tilbage, men det har samtidig også været overvældende for nu havde man jo vendet sig til at leve med alle restriktionerne og forbudene. Nu skal man vende sig til at leve et mere normalt liv uden restriktioner og forbud, men hvordan gør man lige det når nu det andet er blevet det normale. Man skal vende sig til at være ude blandt andre mennesker og være social igen og det kan faktisk godt være meget overvældende når man i næsten 2 år ikke har set andre mennesker og ikke rigtig været ude at opleve noget. Hvad skal man gøre først ? Hvad har man savnet mest ? Så mange ting har været sat på stand by. Jeg har savnet så mange ting og en af dem der stod meget højt på listen er naturen, at komme så langt ud i naturen at det eneste man kan høre er fuglene. At stå ved en udkigspost og se ud over bjergene og Fuji og ikke en række højhuse. Så en onsdag aften efter jeg havde set vejrudsigten der lovede sol og klart vejr næste dag, tog jeg en turtig beslutning. I morgen tager jeg op til Takao og går en ordnelig tur rundt i bjergene deroppe. Med det klare vejr skulle der være en mere end god chance for at Fuji vil vise sin sneklædte top frem. Så torsdag morgen kl 04.45 ringede vækkeuret for jeg ville gerne have en så tidlig start som overhovede muligt. Kl. 06.10 sad jeg på toget på vej mod Higashi-Kanagawa station, hvor fra man tager Yokohama Line der kører fra Yokohama og hele vejen op til Hachiouji. Higashi-Kanagawa er start station for Yokohama Line og Hachiouji er sidste station så det er egentlig meget nemt at komme derop, det tager bare et par timer alt i alt. Fra Hachiouji station skifter man til Chūo Line som kører til Takao station ( 2 stationer ). Her skal man igen skifte, denne gang til Takao Line som kører op til Takaosanguchi station ( 1 station ) og som er startsted hvis man hvil bestige Takao bjerget.
Kl. 08.30 begyndte jeg opstigningen af Takao via Inariyama stien. Jeg havde valgt denne sti for den er mindre befærdet end Omotesando stien, som er det der er hovedestien på Takao. Det er den sti langt de fleste tager fordi så kan de nemlig tage liften eller toget omkring halvvejs op. Desuden er denne sti asfalteret indtil man kommer op til Yakuoin templet og dermed langt nemmere at gå på end de andre stier på Takao. Fra Yakuoin templet er der kun omkring 15 minutter til toppen af Takao. Men jeg havde altså valgt Inariyama stien. Den begynder lidt oppe og ude til venster fra hvor lift stationen er. Man starter med at gå op af en masse trapper, men så snart man kommer op på selve stien er den mere flad og der er færre træpper. Det var helt fantastisk igen at gå herude i bjergene, at høre fuglene synge og dufte træerne. Jeg lagde hurtig mærke til at folk herude ikke bar maske, forstålig nok for den hæmmer virkelig vejrtrækning når man går i et kuperet terræn som Takao. Til sidst besluttede jeg også at tage min maske af og for første gang i næsten 2 år gik jeg rundt udenfor blandt andre mennensker uden at bære ansigtsmaske, det var faktisk lidt grænseoverskridende nu hvor man er blevet vant til altid at skulle bære den. Men hurtig var jeg inde i den vante hiker-rytme igen, man hilse på folk man passere og man viger for folk der går op, med mindre de stopper og lader en passere. Det var så dejligt at kunne se folk smile igen, at deres ansigt ikke var gemt væk bag en maske.
Jeg havde efterhånden fået tømt hovede for tanker og gik bare i nuet alene med mig selv. Det var det rene meditation og med et gik det op for mig hvor meget jeg havde savnet det her. Nok er jeg glad for at bo i storbyen og alle de muligheder man har, men herude finder man bare en helt speciel ro og afslapning der ikke eksistere i nogen by uanset hvor stor eller lille den er. Jeg er virkelig nødt til at kommer ud i naturen meget mere og forhåblig kan det blive virkelighed nu hvor coronaen er på tilbagetog, i det mindste her i Japan.
Efter man har passeret toppen af Takao kommer man til et sted der hedder Momijidai, det er en udkigspost og der er et lille skur hvor man kan købe varme nudler og drikkevare. Det er dog ikke grunden til at folk stopper her. Grunden er udsigten og på denne dag var vi så heldig at Fuji viste sin sneklædte top frem ude i horisonten. Nu har jeg været på Takao 4-5 gange, men det er første gang jeg endelig får set Fuji herfra. Selv om det er godt vejr nede i dalen hvor Takao starter er det ikke givet at der også er godt vejr når man kommer op omkring toppen og går rundt på stierne der forbinder de forskellig bjerge i området. Men denne gang skulle det endelig lykkes og jeg brugte flere minutter på bare at stå og nyde udsigten inden jeg fortsatte mod Shiroyama. Turen fra Momijidai til Shiroyama er ikke så hård som turen fra starten af Takao op til Momijidai. Turen fra bunden af Takao til Momijidar er mest gennem skoven, men med enkelte steder hvor der er udsigtspunkter, men turen fra Momijidai til Shiroyama er langt mere åben fordi der er langs bjergryggen så her kan man virkelig nyde udsigten ud over området.
Det tog mig cirka 2 1/2 time at komme de 9 km fra bunden af Takao til toppen af Shiroyama. Jeg holdt 2 pauser af cirka 5 minutter på vejen op til at få noget at drikke. Normalt holder jeg ikke mange pauser på vejen op, men jeg gemmer dem til vejen ned fordi jeg synes det er langt hårde at gå ned end op og mine knæ og læg har bare brug for lidt flere pauser når jeg går ned end op. Efter jeg havde holdt en 1/2 times frokost pause på toppen af Shiroyama og nydt udsigten var det på tide at begynde at gå tilbage mod Takao. På vejen op var jeg gået uden om toppen på Takao fordi jeg havde valgt Inariyama stien, men min plan var at gå en anden vej ned via toppen af Takao og så dreje ind på Hængebrosstien eller sti nr. 4. Der havde ikke været vildt mange mennesker på Inariyama stien og der var heller ikke vildt mange mennesker på toppen af Shiroyama så jeg fik lidt af et chok da jeg kom ned til toppen af Takao. Her var sort af mennesker og det var meget tydeligt at 9 ud af 10 var kommet op med liften eller toget for de var slet ikke klædt på til bjergvandring. Jeg skyndte mig at tage et billede på toppælen som bevis for jeg havde været der og så ville jeg lige gå ud til udkigsområdet for at se udsigten, men det opgav jeg for folk stod simpelthen i kø for at komme ud til udkigsposten. Jeg blev cirka 5 minutter på toppen af Takao så havde jeg fået nok og skyndte mig at gå ned og dreje ind på Hængebrosstien, hvor der hurtig indfandt sig en ro med fuglekvider. Det tager cirka 30 minutter at gå Hængebrosstien inden den igen drejer ind på hovedestien ved Joshinmon porten der er vejen op til Yakuoin templet. Herfra er der kun 5 minutter ned til tog og lift stationen hvor de fleste tager ned fra. Jeg valgte dog at gå hele vejen ned og jeg havde da stort set også stien for mig selv. Selve nedstigningen er ret stejl så jeg tog det med ro og endte med at holde 3 pauser. Jeg var nu oppe på at have gået 17 km og manglede kun 1 km i at være nede så mine ben, knæer og ryg var ved at være godt træt. Jeg har forsøgt at holde formen ved lige ved at gå rundt omkring her hvor vi bor, men når man går på flade og lige stykker der er asfalteret så er det nemt at nå op på 18 km, men når det er i kuperet bjergterræn så er det altså noget helt andet og jeg fortrød da også lidt at jeg ikke tog liften ned nu det var så lang tid siden jeg sidst havde været ude i bjergene. Men ned kom jeg uden skader, men enormt træt og med meget ømme ben og lår. Men jeg havde det så godt, jeg nødt virkelig at være ude i bjergene igen.
Guide til Takao bjerget.
Takao ligger oppe i det aller nordligste Tokyo tæt på grænsen til Yamanashi og det der er Chichibu-Tama-Kai National Park. Har man udgangspunkt i Tokyo så tager det kun 50 minutter at nå derop fra Shinjuku station med Chūo Line, med et enkelt skift på Takao sation.Takao er et af de mest populære steder for folk i Tokyo at tage hen når de vil ud i naturen, derfor kan Takao godt være meget tætpakket med folk i weekenden, på helligdage, når kirsebær blomsterne er i blomst og om efteråret når efterårsfarverne begynder. Der er 7 stier på Takao. Sti nr. 1 også kaldet Omotesando stien er det der er hovedestien og det er også på denne sti at de største attraktioner ligger. Langt de fleste der kommer til Takao tager denne sti fordi så kan de nemlig tage liften eller toget cirka halvvejs op af bjerget. Det er det der gør bjerget så populært fordi det er nemt at komme op og ned uden at skulle gå for meget. Vil man besøge Yakuoin templet skal man tage denne sti, alle andre stier går uden om templet. Når man står ved foden af Takao så er det stien der starter til højre for lift og tog stationen.Sti nr. 2 ( Kasumidi Loop Trail ) finder man cirka halvvejs på sti nr. 1. Stien går rundt om den abe park der ligger i området halvvejs oppe.Sti nr. 3 ( Katsura Grove Trail ) udløber fra sti nr. 2 og derefter går den nogenlunde parallel med hovedestigen, nr. 1, dog med nogen flere sving.Sti nr. 4 ( Hængebrosstien ) udløber også fra sti nr 2. og op til toppen af Takao.Sti nr. 5 ( Mountaintop Loop Trail ) ja, det sige jo sig selv at det er en sti der går rundt om toppen af TakaoSti nr. 6 ( Biwataki Fall Trail ) starter også fra foden Takao men indgangen til stien ligger lidt oppe bag ved lift og tog stationen og på venstre side. Denne sti følger Maenosawa floden og det er også her man finder det eneste vandfald på Takao. Stien nr. 6 fører op til sti nr. 5 hvorfra man kommer op til toppen. Sti nr 7 ( Inariyama Trail ) starter samme sted som sti nr. 6, men går i en anden retning. Stien fører op til sti nr. 5. Inariyama stien har ry for at være den hårdste af de 7 stier, men jeg synes ikke det var så slemt så snart man var kommet op af trapperne der er i begyndelsen af stien.
Når man kommer op på toppen af Takao har man flere muligheder. Man kan selvfølgelig bare gå ned igen, men man kan også fortsætte ud til nogen af de andre bejrge i bjergkæden. Den tætteste bjergtop på Takao er Shiroyama, det tager omkring 45 minutter at gå derud fra Takao.Vil man endnu længere ud er næste bjerg Kagenobu – Dosho og til sidst Jinba. Hvis man vil gå ruten Jinba til Takao anbefales der kraftigt at starte ude ved Jinba, fordi der kun går busse ud til Jinba få gange om dagen og den sidste bus tilbage til Takao går ved 16-tiden. Fra Takao er der langt større muligheder for at kunne komme tilbage til Tokyo da det er her Takaosanguchi ligger og det sidste tog først kører ved midnat. Det er en tur på omkring 20 km over 5 bjergtoppe og 4 bjergpas og selv om der ikke er nogen af bjergene der er over 1000 meter er det alligevel en tur man skal være i rimelig god form for at gennemføre. Jeg har ikke selv gået turen ( endnu ) men jeg har hørt mange sige den trækker tænder ud især det sidste stykke ind til Takao og ned. Men der er så mange andre ruter og bjerge jeg gerne vil prøve kræfter med og måske jeg lige har brug for lidt mere træning for at komme i bedre form inden jeg kaster mig ud på sådan en rute med 5 bjerge mellem start og slut.Men nu er jeg kommet i gang igen og jeg har meget lyst og blod på tanden til at komme afsted igen så snart muligheden er der.
