Enoshima Lysfestival afholdes hvert år i slutningen af oktober og starten af november. Flere steder på øen er der levende lys, men især i Samuel Cocking Garden er hele området oplyst af flere 1000 levende lys.
Enoshima Lysfestival tiltrækker hvert år mange japanere og turister til den lille ø Enoshima nær Kamakura. Enoshima Lysfestival foregår mest i Samuel Cocking Garden, men i år var Iwaya hulen også oplyst med levende lys. I år foregår Enoshima Lysfestival fra den 20. oktober til den 4. november.
Indgangen til Enoshima.
For at komme ud til Enoshima skal man over den 398 meter lang bro, Enoshima Benten Broen. Så kommer man over til en gade med en masse butikker, restauranter, Enoshima Spa og et par hoteller. Når man har kæmpet sig op gennem gaden kommer man op til trappen der fører op til den første helligdom på øen, Enoshima Shrine. Der er en hel del helligdomme på øen tilegnet til Benzaiten, som er musikkens og underholdingens gudinde. Faktisk er hele øen tilegnet til hende.
Dragernes ø.
En ting man møder mange af ude på Enoshima er drager, det er nemlig også dragernes ø. Stort set alle helligdommene ude på Enoshima har en drage af en eller anden form. Jeg tror faktisk kun det er Enoshima Daishi der ikke har en drage, til gengæld har de 2 Niozo, som er 2 røde statuer der beskytter templet de står ved. Man kan også godt finde andre dyr uden på Enoshima, nemlig skildpadder.
Man mener at Enoshima kan være mellem 70.000 til 80.000 år gammel. Da Enoshima dukkede op af havet, formenligt p.g.a. et vulkanudbrud, havde øen en hel anden størrelse end den har i dag. Havet og vinden har med sikkerhed formet øen til det, det er i dag. Det er vest siden af øen der er mest interessant. Her finder man Iwaya hulen og Samuel Cocking Garden. En sjov ting ved Enoshima er at man har bygget rulletrappe fra indgangen og op til Samuel Cocking Garden. Der er 3 sæt rulletrapper. Men vil man ned til Iwaya hulen skal man gå hele vejen. Der er mange trappe og man skal lige huske på man skal op igen. Om vinteren er det ikke så slemt, men det kan ikke anbefales en stegende hed sommerdag med høj luftfugtighed.
Legenden om Hojo Tokimasa og dragegudinden.
En japansk legende fortæller at samurai og hærfører Hojo Tokimasa kom til Enoshima, hvor han bad i 35 dage. Den sidste aften, hvor han bad, dukkede en smuk kvinde op. Hun sagde til ham at hans familie ville have stor succes og fremgang, men at hans familie ville uddø efter 7 generationer, hvorefter hun forsvandt. Da Tokimasa ser op på hende forvandler hun sig til en drage, der forsvinder i havet. Kun 3 skæl ligger tilbage. Hojo Tokimasa tager disse 3 skæl og danner Hojo-klanens våbenskjold.
Der findes utallige ukiyo-e der har med Enoshima at gøre og mange af dem kan man købe ude på øen som postkort.
Iwaya hulen.
Iwaya hulen ligger på vestsiden af Enoshima. Hulen består af 2 huler, der er forbundet af en udendørs gangbro. I hule 1 kan man komme 152 meter ind og i hule 2 kan man kommer 56 meter ind. Det er i hule 2 at man finder dragen der måske viste sig for Tokimasa. For at komme ud til Iwaya hulen skal man følge den 128 meter lange Iwaya-bashi ( bro ). Her kommer man helt tæt på havet og man kan rigtig se de klipper der udgør vestsiden af Enoshima. På en klar dag har man en helt fantastisk udsigt over Sagami bugten og Fuji bjerget. Jeg vil ikke anbefale at gå ned på klipperne en dag, hvor det blæser meget og bølgerne er høje for klipperne bliver utrolig glatte at gå på.
I hule 1 står der en stor sten med et digt på skrevet af Akiko Yosanos. Digtet lyder; Vinden fra havet, Det flimrende lys, En dråbe spredes i hulen på Enoshima.
Det er også inde i hule 1, helt for enden, at man finder det originale sted, hvor Enoshima Shrine blev grundlagt i år 552.
Hule 2 er knap så stor og lang som hule 1, men det er alligevel værd at gå herover. Om ikke andet så for at komme ud på gangbroen mellem de 2 huler. Jeg har altid synes det var et meget specielt sted. At stå på en gangbro med havet under sig og de 2 huler mellem sig.
Samuel Cocking Garden.
Samuel Cocking er en britisk købmand, der kommer til Japan i 1869, kort tid efter Meiji Revolutionen og åbningen af Japan. Han gifter sig med en japansk kvinde og i hendes navn opkøber han et stort jordareal ude på Enoshima. Her bygger han et stort drivhus og anlægger en botanisk have. Drivhuset bliver nærmest jævnet med jorden under det store Kanto-jordskælv i 1923, men man kan stadig se og gå rundt i ruinerne af drivhuset. Den botaniske have han også grundlagde på stedet vokser stadig på bedste vis og er et virkelig dejligt sted at gå rundt. Samuel Cocking bliver i Japan indtil sin død i 1914.
Det er i Samuel Cocking Garden at der afholdes Enoshima Lysfestival. Haven er mere eller mindre kun oplyst af levende lys. Det er en årlig begivenhed, der tiltrækker mange mennesker. Det er virkelig noget specielt at gå rundt i en botanisk have i mørket der mest af alt er oplyst af levende lys.
Enoshima Sea Candle.
Midt i haven finder man Enoshima Sea Candle. Man kan tage en elevator op til en platform med en fantastisk udsigt over hele området. Når man kommer ude på mototvejen og skal igennem Kamakura kan man det det blå lys tårnet udstråler på lang afstand. Når min mand og jeg har været på tur i bilen kører vi næsten altid den vej hjem kun for at se det blå tårn i mørket. Der er bare et eller andet magisk over det.
Oppe ved Enoshima Sea Candle står der et stort træ, jeg tror det er et kamfertræ. Men træet har så mange grene at det bliver brugt til at hænge svævende lys i. Lysene hænger i en fiskesnørre, så det ser ud som om de svæver rundt om træet. Jeg kommer altid til at tænke på Harry Potter, når jeg ser det. For mig er det et af højdepunkterne ved Enoshima Lysfestival.
Praktiske oplysninger.
Nærmeste stationer : Katase-Enoshima station på Odakyu Enoshima Linjen. Enoshima Station på Enoden Linjen og Shonan-Enoshima station på Shonan Monorail Linjen.
Enoshima Iwaya Hulen er åben daglig fra kl. 09.00 – 17.00 og det koster 500 yen ( 22,49 kr/oktober 2024 ) i entre.
Rulletrapperne kan benyttes dagligt fra 08.50 – 19.05 og det koster 360 yen ( 16,19 kr/oktober 2024 ) for de 3 rulletrappe der er. Rulletrapperne kan kun tage en op, man skal selv gå hele vejen ned af stierne.
Samuel Cocking Garden er åben daglig fra 09.00 – 20.00, der kan være åben længere ved specielle begivenheder. Der er 2 forskellige billetter, 1 der kun giver adgang til haven, den koster 200 yen ( 8,99 kr/oktober 2024 ). Ved specielle aften-begivenheder er prisen 500 yen ( 22,49 yen/oktober 2024 ). Vil man op i Enoshima Sea Candle koster en billet også 500 yen.