Kurama-dera og Mt. Kurama i Kyoto.

I oktober sidste år var jeg 3 dage alene i Kyoto. Jeg nød min tur og det at jeg kunne gøre lige præcis hvad jeg havde lyst til. Faktisk var det første gang jeg rejste alene og skulle være alene under hele turen, så jeg var lidt usikker på hvordan jeg ville have det, om jeg ville synes det var deprimerende fordi jeg ingen havde at dele mine oplevelser med og ikke havde nogen at snakke med. Men det viste sig at det var lige det modsatte. Jeg fik oplevet så meget i de 3 dage at jeg slet ikke havde tid til at føle mig ensom. Nu har jeg været i Kyoto mange gange før så det var jo ikke fuldstændig ukendt territorium, men alligevel fik jeg besøgt flere steder jeg ikke har besøgt før og der var da også et par steder jeg fik genbesøgt. Jeg rejste på et tidspunkt hvor der var nogenlunde styr på corona og smittet-tallet ikke var så højt som det er nu og har været vinteren igennem. I oktober var der ikke nogen undtagelsestilstande som der har været en del af på det sidste og alt åndede nogenlunde fred og ro så godt som det nu kan når en pandemi hærger i verden. Det at være i Kyoto når der ingen turister er var virkelig en mærkelig oplevelse, normalt er der jo udenlandske turister over alt og lange køer mange steder, men det oplevede jeg slet ikke. Selvfølgelig var der japanske turister i byen og få udlænding som med sikkerhed er bosat her i landet ligesom jeg, men der var så få mennesker i Kyoto i forhold til hvad jeg normalt oplever når jeg besøger byen. Jeg har kun oplevet det 1 gang før og det var i 2011 et par mdr. efter det store jordskælv og atom-ulykken hvor der stort set heller ikke var nogen udenlandske turister i Japan. Det var faktisk en dejlig oplevelse, at opleve Kyoto uden horderne af mennesker der står på nakken af hinanden, men bare kunne gå rundt relativt alene og tage billeder uden at skulle vente på at folk flyttede sig så man kunne få et billede uden mennesker. Jeg har altid holdt meget af Kyoto og efter min seneste tur er jeg kun kommet til at holde endnu mere af byen fordi jeg kunne opleve den uden de store turist mængder.

Jeg tog afsted tidligt om morgen med en af de første Shinkansen-afgange mod Kyoto. Jeg havde 2 sæder helt for mig selv. Det er sådan at hvis man rejser alene kommer der ikke til at sidde en fremmede ved siden af dig. Det er en af restriktionerne Shinkansen har brugt her under corona, så både på ud og hjem turen havde jeg begge sæder for mig selv. Lidt i 09.00 rullede jeg ind på stationen i Kyoto. Jeg havde lejet et værelse på et nyåbnede hotel i en af sidegaderne kun få minutter fra stationen. Så 20 minutter senere, efter at have afleveret min kuffert på hotellet, sad jeg igen i et tog. Denne gang med kurs mod bjergene i den nordlige del af Kyoto. Kyoto er omringet af bjerge, en ting man måske ikke ligger så meget mærke til når man besøger byen, men man mærker det især om sommeren hvor Kyoto nemt kan blive et af de varmeste steder i Japan at opholde sig. Af samme grund har jeg aldrig besøgt Kyoto om sommeren. Men denne gang havde jeg altså bestemt mig for at tage op i nogen af disse bjerge der omringer byen. Jeg var på vej mod Kurama som er en lille landsby oppe i bjergene cirka 1 time fra Kyoto centrum. Det er en by der er kendt for sine varme-kilder, ild-festivalen som afholdes ved Kurama-dera og Kifune Shrine på den anden side af bjerget. Normalt kan man komme med tog hele vejen op til Kurama, men et par uger forinden havde en tyfon ramt området og store dele af jernbanen var skyllet væk. Så jeg kunne kun komme cirka halvvejs med tog og resten af vejen foregik med bus. Her små 8 mdr. senere kan jeg se at de stadig ikke er færdig med at ligge nye skinner så man kan kommer med toget hele vejen op til Kurama, men de regner med at være færdig inden for et par mdr. 

De fleste der kommer til Kurama kommer med det formål at besøge templet Kurama-dera på bjerget af samme navn, hvilket også var grunden til mit besøg. Turen op til templet starter nede i byen og det tager cirke 40-50 minutter at gå op til hovedebygningen. På vejen op kan man se mange lanterner og mindre helligdomme. Det er en smuk tur op og flere steder kan man kigge ud over bjergen. Har man ikke mod på at gå hele vejen op er der en lille svævebane der kan tage dig halvvejs op, men du skal stadig gå det sidste stykke. Vejen op fra Kurama siden er ikke særlig svær at gå, der er trapper og asfalt vej stort set hele vejen. Det er først når man skal ned og hvis man vælger at gå ned på bagsiden af bjerget til den endnu mindre by Kibune og Kifune Shrine at det bliver mere skovbund og bjergvandring man kommer ud på. 

Kurama-dera har en lang historie bag sig og kan dateres helt tilbage til 770. Oprindelsen af templet er lidt mere uklart, men man mener det blev grundlangt og bygget fordi en kinesisk munk havde en drøm om at dette sted besad stærke spirituelle kræfter. Man kan da også godt få en følelse af noget spirituelt når man går op mod templet i den stille skov på stier med røde lanterne næsten hele vejen op. Det må se fantastisk flot ud i mørket når de er tændt for vi er helt herude hvor der ikke er nogen lysforurening fra større byer. Kurama-dera var en del af Tendai sekten inden for Buddhisme, men i 1949 valgt de at gå deres egen vej og skabte sekten Kurama-Kyoto med Kurama-dera som hovedesæde. Sekten tilbeder Sonten som menes at være skaber af universet. Sonten er en treenighed af Maōson, Bishamonten og Senjū Kannon ( 1000 armede Kannon ) som står i hovedebygningen. 

Oppe ved hovedebygningen er der en fantastisk udsigt ud over de bjerge der omringer Kyoto, men man kan ikke se selve byen. Jeg brugte lidt tid på at sidde heroppe og nyde udsigten og få noget koldt at drikke for selv om det var i oktober lå temperaturen på omkring 25 grader. Jeg må indrømme jeg havde forventet det ville være lidt køligere oppe i bjergene på det her tidspunkt, men nej det var det ikke og jeg havde det virkelig varmt. Heldigvis var der skygge det meste af vejen op og det var der også på vejen ned hvor man går inde i skoven. 

Efter at have nydt udsigten et stykke tid og set mig omkring ved hovedebygninge var det tid til at kommer videre og ned. Jeg havde allerede bestemt mig for jeg ikke ville samme vej tilbage, men at jeg ville gå ned at bagsiden af bjerget så jeg kom ned til den lille by Kibune hvor Kifune Shrine ligger. Nu jeg var på disse kanter kunne jeg jo lige så godt få set så meget som muligt. Vejen ned var noget anderledes en vejen op. Her var det mere jordvej og skovbund, slidte lireløse trappetrin der nok har lagt der i 100 vis af år og ikke er blevet gjort noget ved siden de blev lagt og trærødder der nemt kunne få ens fod til at sidde fast hvis man ikke så sig for. Pludselig forstod jeg hvorfor så mange valgte den samme vej ned som op. Men ned kom jeg på omkring 45 minutter. Jeg vil alligevel godt anbefale at tage bagvejen ned hvis man ikke er gangbesværet og har ordnelige sko på for der er så mange små templer at opleve på vejen ned. 

På den anden side af Kurama bjerget ligger den lille by Kibune. Kibune er bygget op omkring helligdommen Kifune Shrine. Selve helligdommen strækker sig over et par kilometer for bygningerne der hører til Kifune Shrine ligger flere forskellige steder. Det er et lidt specielt sted. Stedet er tilegnet Havets og Regnens Gudinde som beskytter havets folk. Her kan man købe nogen meget specielle omikuji som man ligger i vand for at få skriften frem. En omikuji er små stykker papir man kan købe i alle templer og shrines i Japan. Det er en slags spådom om hvordan det vil gå en inden for forskellige område som skole, arbejde, penge, rejser, helbred osv. Hvis man får en med en gode spådomme tager man den med, men får man en med en dårlige spådomme lader man den blive ved helligdommen hvor den så bliver brændt i håbet om man ikke bliver forfuldt af dårlig held og ulykker. Jeg lod den jeg købte blive ved Kifune Shrine. 

Længe forstod jeg ikke hvorfor denne bunke sten er hellig, indtil det gik op for mig at det anses for at  være her at  båden som prinsesse Tamayori, mor til Japans første Kejser ( Jimmu ), står begravet. Hun viste sig på båden i bugten i Osaka og sagde at der hvor båden endte skulle der bygges en helligdom. Båden har derefter sejlet op af Yodo flode fra Kamogawa i Kyoto og endte her og derfor ligger Kibune Shrine Okumiya lige her. Så ifølge legenden skulle der stå en gul båd under stenene, hvilket der højst sansynligt nok ikke gøre. Men udover at være mor til Japans første kejser er hun også gudinde for alt der har med vand at gøre og derfor er vand en meget vigtig og hellig del af Kifune Shrine. 

I stedet for at gå tilbage til Kurama over bjerget valgte jeg at gå rundt om bjerget og følge bjergvejen ned. Jeg må indrømme den var længere end jeg havde forventet så jeg var godt træt da jeg kom ned til busstoppestedet. Heldigvis stod der ikke så mange så jeg regnede med at jeg godt kunne få en siddeplads når bussen kom eftersom det kun var 2. stoppestede fra start/slut stoppestedet og det kunne jeg heldigvis god. En times tid senere var jeg tilbage på stationen i Kyoto godt træt og meget sulten så jeg gik bare ind på den første restaurant jeg fandt for at få noget at spise. Det viste sig at være en tonkatsu restaurant og en svinekotelet med salat, miso og ris var faktisk lige hvad jeg havde brug for. Jeg traskede mæt og glad tilbage til hotellet hvor jeg tilbragte resten af aften med at læse  i de brochure jeg havde tage underveje i Kurama og den bog jeg havde medbragt.Det havde været en rigtig god første dag i Kyoto, vejret var godt, jeg havde ingen problemer med at finde ud af toget og busserne og det der med at rejser alene og være alene hele tiden var faktisk ikke så deprimerende som jeg havde forestillet mig.