Jogasaki vandrestien i Izu Geo Park er en del af Fuji-Hakone-Izu National Park. Izu blev skabt for tusind af år siden da vulkanen Omuro gik i udbrud. Resultatet er Izu-halvøen og den smukke klippekyst med kilometervis af vandrestier.
Izu-halvøen er en del af Shizuoka amt. Izu ligger 2-3 timers kørsel med tog fra Tokyo. Izu er kendt for sine naturlige kilder, kaldet onsen, som man kan bade i. Det er kun på øst siden af Izu der er tog. Vil man over på vestkysten skal man med bus eller leje en bil. Vejnettet på Izu kan være en udfordring pga de smalle veje. Hvis man ikke er vant til at køre bil i Japan anbefaler jeg af udforske Izu med bus. Der er busser og tog fra de større byer, Atami, Ito, Kawazu og Shimoda. Izu er tæt på Tokyo, men verdner til forskel. Her er rå natur, havduft og meget grønt. Her er vandfald og kilometervis af vandrestier egnet til alle.
Omuro Vulkanen.
Omuro vulkanen er en såkladt slaggevulkan. Det betyder at vulkanen består af løst materiale, der er aflejret omkring udbrudsstedet. Omuro vulkanen er 580 meter og krateret er 300 meter i diameter. Man kan gå hele vejen rundt langs krateret. På den ene side er der en fantaktisk udsigt ud over Sagamibugten. På den anden side ligger bjergkæderne der strækker sig helt op til Fuji.
Det er super nemt at komme op til toppen af Omuro for der er en lift. Det koster 500 yen ( cirka 26 dkr ) for en returbillet. Stien rundt om toppen tager cirka 30 minutter at gå. Men de fleste bliver gerne længere udelukket pga udsigten, især i klart vejr. Man kan gå ned i selve krateret hvis man ønsker at prøve kræfter med bueskydning. Man kan leje udstyr i souvenirbutikken, der ligger lige når man står af liften. Vær opmærksom på at bueskydning kræver tidsbestilling.
Sidste gang Omruo vulkanen var i udbrud er cirka 4000 år siden. Det har været et kæmpe udbrud, der har varet i længere tid. Lavaen har strømmet mod øst og skabt det der i dag udgør store dele af Jogasaki Vandrestien. Så når man går på vandrestien, langs kysten, går man på 4000 år gammelt lava. Det er meget tydeligt at se det er lava man går på. Stenene og klipperne er sorte og meget ujævne at færdes på.
Jogasaki Vandresti.
Langt de fleste der går Jogasaki vandrestien starter fra Jogasaki-Kaigan station. Herfra tager det cirka 20 minutter at gå ud til kysten, hvor stien starter. For at komme til Jogasaki-Kaigan station, skal man med Izu Kyoko Line. Den starter fra Ito station og går helt ned til Shimoda på den sydlige spids. Det kræver lidt planlægning for der kører kun tog hver halve time. Jogasaki-Kaigan er 5. station på linjen. Izu Kyoko Line er i øverigt en flot rute at køre. Ruten følger kystlinjen indtil Imaihama-Kaigan station. Herfra kører den mere indland indtil Shimoda.
Futo Fiskelandsby.
Fra 1800-tallet og indtil 1960erne var landsbyen Futo en meget rig landsby. Det var den pga multe fiskeri. I denne periode var multen en værdifuld fisk. Man byggede fiske vagtposter ude på klipperne, som var bemandet af 4 mænd. Deres job var at holde øje med hvornår multe-stimerne kom ind. Når de kom ind hejste de et signal-flag. Herefter gik fiskeriet i gang og man drev stille og roligt fiskene ind mod kysten. Der var i alt 4 vagtposter nær kysten ved Futo. I dag er der kun 1 tilbage, som bliver bevaret pga historisk værdi for området. Man kan se denne vagtpost lige efter man går ind på Jogasaki vandrestien. Jeg var overrasket over den stadig eksistere og ikke er blevet taget af havets voldsomme bølger endnu.
Første halvdel af Jogasaki vandrestien.
Første halvdel af stien er meget åben. Man går langs klipperne og havet. Her er ingen afspærring, man kan gå helt ud til kanten. Hvis man altså ikke lider af højdeskræk. Der er meget langt ned og klipperne er super skarpe. Man skal virkelig passe på hvor man går. Man kan nemt vride om på foden eller falde. Har man mod til det og bevæger sig ud på klipper og ud til kanten, bliver man belønnet med smuk og vild natur. Brølet af havet der slår ind mod klipperne. Duften og smagen af saltvand fra skumsprøjtene. Så har man lidt mindre hjemve efter Vestkysten på en god blæsevejredag.
Kadowaki Hængebroen.
De 2 klipper, Kadokake og Kadowaki, forbindes af Kadowaki hængebroen. Den blev først bygget i 1968. Den er 48 meter lang og 23 meter over havets overflade. På en blæsevejrsdag gynger den ret meget. Så er det godt man er vant til jordskælv, hehe. Der er 2 steder på ruten hvor man skal over en hængebro. Her og i slutningen af ruten. Kadowaki hængebroen er dog den mest besøgte. Det skyldes at der er parkeringspladser lige i nærheden og Kadowaki Fyrtårn som ligger lige på den anden side af broen.
Kadowaki Fyrtårn.
På den anden side af Kadowaki hængebroen ligger Kadowaki Fyrtårnet. Det er 24,9 meter højt. Der er 2 observationsdæk. Et udendørs der ligger efter 4 meter. Det indendørs ligger efter 17 meter op af en spiraltrappe. Der er 2 trapper, en der går op og en der går ned. I klart vejr kan man se Omuro vulkanen og Amagi bjerget. Kigger man ud over vandet kan man i klart vejr se flere af Izu-øerne. Der er omkring 15 i alt, men det er kun på 9 af øerne der bor mennesker. Izu-øerne hører administrativt til Tokyo amt.
Når man når til New York Lamp Museum er man cirka halvvejs på ruten. Jeg besøgte ikke museet. Jeg havde brugt meget tid på at nyde udsigten på første del af ruten. Min mavefornemmelse sagde mig at jeg skulle videre for der var lang vej endnu. Og jeg skulle gerne være ude af det skovområde der udgør det meste af sidste halvdel inden mørket. Så New York lamp Museum må blive en anden gang hvor jeg har mere tid. Haven så ellers rigtig flot ud og udsigten var heller ikke dårlig.
Renchakuji tempel.
Omkring 1 km efter New York Lamp Museum kommer man til Renchakuji templet. Det stammer helt tilbage til 1508. Det er bygget til ære for præst Nichiren Shonin, der i 1250 blev forvist fra Kamakura til Izu. Den form for Buddhisme Nichiren praktiserede er i dag en af de mest almindelig former for Buddhisme i Japan. Nichiren var en vandremunk og derfor kan man finde templer mange steder i Japan, der er dedikeret til ham.
Når man går op til templet står der på højre hånd et kæmpe stort træ. Det er et Myrica Rubar træ også kaldet Kinesisk Jordbærtræ. I 1999 kom træet på listen over National Natur Monumentet for at være det største af sin art i Japan.
Sidste halvdel af Jogasaki Vandresti.
Sidste halvdel er noget anderledes end første halvdel. Her går man det meste af tiden inde i en skov. Man kan ikke se klipperne og havet så meget her. Men man kan stadig høre havets brusen. Der er steder hist og her hvor man kan gå ud, en slags udkigspunkter. Stien er meget ujævn og fyldt med sten der er smidt hulter til bulder. Stien er meget lige ud og flad. Der er et par steder med trapper, men ingen store stigninger. Så selv om stien er pænt lang kan de fleste med et par gode sko klare turen. Ellers er der flere steder hvor man kan gå fra stien og tage bussen.
Tajima no Taki vandfaldet.
Hen mod slutningen af vandrestien kommer man til Tajima no Taki vandfaldet. Man kan komme helt tæt på ved at gå ned på det obsavertionsdæk der ligger ved siden af vandfaldet. Her kan man se Tajima floden der danner vandfaldet. Der er 2 fald og det sidste går direkte ud i havet. Tajima no Taki kalders også for Maborosi no Taki. Det betyder noget i retningen af sjældent vandfald. Det kommer sig af at hvis der ingen vand er i Tajima floden er der ingen vandfald. Jeg var dog så heldig at der var masser af vand i floden og dermed også et flot vandfald.
Fra Tajima no Taki er der kun kort vej over en hængebro og gennem et skovområde, inden man kommer ud ved byen Izu-Kogen. Herfra tager det omkring 20 minutter at gå ind til stationen af samme navn.
Min mening om Jogasaki Vandresti.
Nu har jeg efterhånden vandret mange stede i Japan. Jogasaki tager helt klart 1. pladsen. Naturen og landskabet man vandre i er unikt. Jeg har aldrig før oplevet at vandre på 4000 år gammelt lava. Izu generalt er bare et fantastisk sted for natur-elskere. Jeg gik turen i april på en grå overskyet dag. Alligevel var jeg måløs over hvor smuk naturen var. På den barske og rå måde. Hvis man kun har tid til 1 vandretur under sit besøg i Japan skal det være Jogasaki Vandresti. Man vil ikke blive skuffet.
Officelt er stien 9 km lang. Men her er der altså noget der går galt. Da jeg kom op til Izu-Kogen station havde jeg gået næsten 23 km. Jeg vil ialt trække 5 km fra. Det er afstandene til og fra stationer på turen. Så er vi på 18 km. Man kan umuligt gå forkert på ruten, for der er kun 1 sti. Man kan kun komme af stien 2 steder. Ved Kadowaki hængebroen og ved New York Lamp Museum. Jeg gik ud på klipperne mange gang for at nyde udsigten. Men den afstand er kun på 10-20 meter. Der er langt op til 9 ekstra km.
Det er ikke første gang jeg har været ude at vandre, hvor de angivet km slet ikke passer overens med hvad jeg faktisk har gået. Hvordan man udregnet længden på en vandresti er mig en stor gåde. Jeg kan forstå hvis det er 2-3 km ved siden af det angivet km-tal. Men 9 km synes jeg er meget. Så vær forberedt på at den er noget længere end det officelle tal. Men nu ved jeg det og det har ikke afskrækket mig for at tage turen igen. Tværtimod. Jeg skal helt sikker gå den mangen endnu.
