Året der gik 2024 bød på ture i Japan og 2 ture til Danmark. Ellers var det mest et år med mikro eventyr.

Januar 2024.

Året der gik 2024 startede med en overnatning i København, inden jeg rejste hjem til Japan efter jul og nytår i Danmark. Jeg havde på forhånd besluttet jeg ville ligge vejen forbi Rosenborg. Det er et af mine absolut ynglings steder i nok hele verden. Jeg elsker slottets historie og selvfølgelig Kronjuvelerne.

Christian d. 4. krone på Rosenborg slot.
Christian d. 4.s krone. Han er den længest siddende danske monark, da han var konge i 59 år.

Jeg nåede også forbi Rundetårn, som jo er bygget af Christian d. 4. Jeg sluttede af med te og kage på Le Glace inden jeg tog toget tilbage til mit hotel fordi jeg frøs. Men det var hyggeligt at gå lidt rundt i Københavns gader. Jeg plejer jo kun at lande i CPH for at vente på næste fly-forbindelse.

Næste dag gik turen hjem til Japan igen via Dubai. Jeg havde 8 timers transit i Dubai, fra 00.00 – 08.00. Det var sån lige lovlig for lang tid og tidspunktet gjore det ikke bedre. Så jeg var mega overtræt og ikke i det bedste humør da jeg endelig nået til Japan.

Udsigten fra Yamadera i Yamagata.
Udsigten fra Yamadera i Yamagata.

Februar 2024.

Vel hjemme i Japan igen tog det sin tid at komme over jetlaget. Jeg havde desuden svært ved at få trætheden ud af kroppen og helt komme oven på igen. Jeg var træt og frøs meget, som jeg altid gør lige når jeg kommer tilbage til Japan. Så vi begyndte at kigge efter et sted med onsen, hvor vi kunne tage på en lille tur. Valget faldt på Yamagata og en lille by der hedder Kaminoyama. Vi fik besøgt det berømte tempel Yamadera, Kaminoyama slot og Uesugi shrine i Yonezawa. Det var en god tur, hvor vi nødt onsen og en masse dejlig lokal mad.

Himeiji slot.
Himeiji slot i Himeiji by, Hyogo

April 2024.

I april var vi atter på farten. Denne gang med natbus til Osaka, hvor vi var på en forlænget weekend. Hovedesaglig for at besøge min mands familie. Men det blev også tid til lidt sightseeing. Tidspunktet var nemlig perfekt for kirsebærblomsterne peakede, de var nemlig meget forsinket i år pga vejret. Så vi var knap ankommet til Osaka før vi tog videre til Himeiji. En af Japans største attraktioner er nemlig Himeiji Slot. Til trods for, på dette tidspunkt, 13 år i Japan havde jeg aldrig besøgt slottet før. Da jeg flyttede til Japan var slottet nemlig under renovering og det tog de første 5 år af min tid i Japan inden det blev færdigt. Så det blev bare udskudt hele tiden til fordel for andre steder jeg også gerne ville besøge, for jeg gad ikke besøge noget der er klisteret til i stiladser.

DEn røde bro ved Sumiyoshi Taisha
Den røde bro ved Sumiyoshi Taisha i Osaka.

Osaka er en typisk japansk storby, men byen har bare aldrig rigtig groet på mig. Om det er fordi jeg bor i en by med 3 millioner lige op at en by som Tokyo, har nok noget at sige. Men denne gang skete der et eller andet mellem Osaka og mig der gjore at jeg fik et bedre forhold til byen på den positive måde. Selv om stedet er overrandt af turister, kan man alligevel godt finde nogen steder der er værd at besøge, men hvor man ikke skal vente i time lange køer. Som bl.a. Sumiyoshi Taisha og Shitenno-ji.

Kasama Azalea Park i Ibaraki.
Kasama Azalea park i Ibaraki.

1-dags tur til Kasama.

I slutningen af april tog vi på 1-dags tur til Kasama i Ibaraki. Grunden er af de har en park, der er berømt for azalea. Det er en af de smukkeste og farverige parker man kan forestille sig. Parken ligger uden i en skov på nogen bjergskråninger, så udsigterne fejler bestemt ikke noget. Vi var også en tur inde i Kasama by hvor vi besøgte Kasama Inari Shrine, der er berømt for sine 400 år gamle blåregn. De har 2 træer og de var begge i blomst da vi var der.

Oyama Jinja Shrine i Kanazawa.
Oyama Jinja Shrine i Kanazawa, Ishikawa.

Maj 2024.

I midten af maj tog jeg på alene-tur til Kanazawa i Ishikawa. Jeg har længe gerne ville besøge Kanazawa Slot og lære om guldets historie i Japan. Men Kanazawa er også berømt for at have den flotteste have i Japan, Kenroku-en. Så der var fuld fart på fra morgen til aften i de 3 dage jeg var i byen.

Kanazawa Slot.
Kanazawa Slot.

Jeg er faldet pladask for Kanazawa. Her er så meget at se og opleve, både om guld, samurai historie og smukke haver. Kanazawa ligger ud mod kysten så man kan finde masser af meget frisk fisk til billige penge. Jeg har besøgt mange byer og steder i Japan, men Kanazawa ligger klart i top 3 over mine favourit steder. Det er et sted jeg rigtig gerne vil tilbage til, for jeg føler ikke rigtig jeg blev færdig med området.

Kenroku-en haven i Kanazawa.
Kenroku-en haven i Kanazawa.

Juni 2024.

I juni havde min mand været over at besøge sin mor i Fukui, mens jeg var blevet hjemme i Yokohama. Vi var dog blevet enig om at når han skulle hjem igen skulle vi mødes og tilbringe dagen sammen i Nagoya. Jeg ankom allerede ved 09.00-tiden, så jeg havde lidt over 4 timer alene inden min mand ankom fra Fukui. Så jeg fik besøgt nogen steder med relation til Hideyoshi Toyotomi, som kommer fra Nagoya-området. Jeg fik besøgt nogen nye steder og jeg fik genbesøgt nogen steder fra mit første besøg for et par år tilbage.

Statue af Toshiie Maeda i Nagoya.
Statue af Toshiie Maeda i Nagoya.

Nagoya er også en af mine ynglings byer i Japan og det til trods for at mange siger det er en kedelig by. Det kan jeg simpelthen ikke forstå nogen kan synes. Jeg synes det er en dejlig by og jeg elsker tonkatsu ( svinekotelet ) med masser af miso-sauce til. En specialitet der kommer fra Nagoya. Mit ynglings slot er Nagoya slot. Jeg ved godt det hele er totalt nybygget, men det er bygget efter originale tegninger så det ser ud som det slot der lå der før krigen og som blev bombet.

August 2024.

Sommeren er meget lang, ekstrem hed og luftfugtigheden kan få enhver til at føle man bor i en sauna. Så i 2024 tilbragte jeg sommeren i Danmark. Min mor havde 85 års fødselsdag og jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde oplevet dansk sommer, så jeg ville rigtig gerne hjem til dansk sommer.

Palmestranden i Frederikshavn.
Palmestranden i Frederikshavn.

Jeg tilbragte lidt over 1 1/2 mdr i Danmark. Jeg var i Skagen et par gange og til købstadsjubilærum i Sæby. Det danske sommervejr var efter min mening helt perfekt. Lune dag med sol, men ikke stegende hedt. Jeg var så heldig at jeg fik lov at låne en elektrisk cykel så jeg var ude at cykle stort set hver dag. Og nøj hvor fik jeg spist mange gammeldags isvafler. Jeg nød virkelig sommeren i Danmark.

På Skagen Museum for at se maleriet fra Børsen.
På Skagen Museum for at se maleriet fra Børsen.
Anna og Michael Anchers Hus.
Anna og Michael Anchers Hus. Jeg blev lidt overrasket over at finde en japansk lanterne.

September 2024.

Vel hjemme i Japan igen var det stadig meget varmt. Stadig lidt for meget efter min mening, så jeg havde lidt svært ved at komme ud, især længere væk. Men det blev til en mindre tur til Halloween udstillingen i Ofuna.

Som udlænding i Japan kan det være svært at få venner så man må tage til takke med dem man kan få.
På 1-dags tur til Hakone.

Oktober 2024.

Oktober blev en meget stille mdr., det blev kun til en 1-dags tur til Hakone og en tur til Enoshima nær Kamakura. Men især turen til Enoshima var en rigtig god tur for der var Lysfestival ude på øen. Det var så smukt og generalt er jeg bare vild med Enoshima, selv om det godt kan være lidt turistet derud.

Hikone Slot.

November 2024.

I starten af november pakkede vi bilen og kørte over til min svigermor: Vi var afsted i 4 dag, men vi tilbragte kun 2 dage sammen med min svigermor. Vi brugte nemlig turen der over til sightseeing. Første stop var Hikone Slot. Desværre var det ikke den store oplevelse. Selve slotte indeholder ikke så meget ud over en god udsigt fra øverste etage. Hikone Slots Museum var desværre lukket, hvilket deres hjemmeside ikke meldte noget om. Det skulle ellers være ret godt. Så det var desværre ikke lige det jeg havde håbet på.

Maskotten for Hikone by og slottet.

Efter Hikone slot kørte vi op til Nagahama Slot, som skulle vise sig at være en lige så stor skuffelse. Man måtte ikke tage billeder og der var absolut ikke nogen informationer på engelsk. Så hvis man ikke kan japansk eller har en der kan oversætte får man stort set ikke noget ud af at besøge stedet. Men mindre man kan lide flotte udsigter ud over Biwa Søen som er den største i Japan.

Port of Humanity Tsuruga Museum.

Det eneste der viste sig ikke at være en skuffelse var Port of Humanity Tsuruga Museum. Det er et museum i havnebyen Tsuruga, der fortæller historien om Chiune Sugihara. Han var Vice-konsul i Kaunas, Litauen under 2. verdenskrig. Han er kendt for at have reddet 5558 jøder ved at udstede japansk visa til dem så de kunne tage den trans-sibiriske jernbane til Vladivostok og derfra en båd til Tsuruga i Japan. Mange af dem der blev reddet var polske børn uden forældre, men også hele familier. De visaer han udstedte blev kendt som Visa of Life. Mange af de jøder der kom til Japan rejste efter en tid videre til USA eller Sydamerika, hovedesaglig Argentina. Chiune Sugihara bliver også kaldt Den Japanske Schindler. Man måtte ikke tage billeder inde på museet, hvilket jeg ikke helt forstår, for det er ellers et virkelig godt og informativt museum.

Tokugawa Ieyasus lejr ved Slaget om Sekigahara.

Slaget om Sekigahara.

Efter 2 dage i Fukui hos svigermor gik turen hjem ad igen. Min mand havde lovet at køre en omvej for at jeg kunne få lov at besøge et bestemt sted jeg længe gerne har ville besøge, Museet for Slaget om Sekigahara.

Her skal man måske interessere sig mere end normalt for japansk historie for at forstå min interesse i stedet. I år 1600 finder der et stor slag sted her. Det er Tokugawa Ieyasu der vinder slaget og i de næste cirka 260 år er der fred i Japan. Man ved meget om hvad der skete i de dage slaget fandt sted. Selv for år 1600 har de været meget veldokumenteret. I dag ligger der et museum på de marker hvor slaget fandt sted. Lige ved siden af museet ligger den fæstning hvor Tokugawa Ieyasu har siddet og styret slagets gang og vandt. Jeg kan godt lide historie og Tokugawa Ieyasu er en af mine favourit personer, så at stå lige der hvor han har været da han vandt Slaget om Sekigahara og sikkrede fred i Japan i over 200 år er meget tæt på at være årets højdepunkt for mig.

Vi var også rundt til nogen andre lejre, hvor nogen af Tokugawa Ieyasus generaler har været placeret. Det er et enormt område det har fundet sted på. I dag er det hovedsaglig rismarker, beboelse og så kan man cirka hvert 5. minut se shinkansen køre forbi på vej til eller fra Kyoto og Osaka.

Efterårsfarver i Toriibara Park ved Miyagasa dæmningen.

Efterårsfarver ved Miyagasa dæmningen.

Årets sidste 1-dags tur gik op til Miyagasa dæmningen nær Sagamihara for at se efterårsfarver. Det er en stor park nær en dæmning, hvor der også er en stor bro man kan gå over. Det var meget flot med søen og bjergene i røde og gule farver i baggrunden. Jeg havde håbet på en vandretur, men af ukendte årsager var vandrestierne spærret af, så det blev der desværre ikke nået af.

Det var mit året der gik 2024. Desværre blev det ikke til nogen udenlandsrejser fordi jeg var i Danmark 2 gange. 2024 blev i den grad året hvor det var de små mikro eventyre og 1-dags ture der gjore at jeg ikke kørte for meget rundt i hamstre hjulet. Hvad 2025 skal byde på ved jeg ikke endnu, vi har ingen planer. Men drømmen er selvfølgelig en udenlandsrejse, men hvortil må tiden vise.

Jeg håber alle er kommet godt ind i det nye år, at I får et fantastisk år hvor alle jeres drømme går i opfyldelse og sidst men ikke mindst vil jeg gerne sige tusind tak fordi I har valgt at bruge jeres tid på at læse hvad jeg skriver her på bloggen. Uden jeres likes og kommentarer ingen blog, så jeg er dybt taknemlig for det hele.

Rigtig godt nytår.

You might also enjoy: