Farinpleskner smager dejligt af jul med sukater og pomerans i, men de kan sagtens spises året rundt.
Jeg elsker småkager, mere end almindelig kage. Jeg elsker at afprøve nye opskrifter på småkager og jeg elsker at lede efter bagebøger og kogebøger i genbrugsbutikker for her kan man finde nogen af de helt gamle bøger fra 50erne og 60erne, hvis man er heldig endnu ældre. For nogen år siden fik jeg foræret en bog fra 1979 der bare hedder Bagværk af Ellis Tardini. Her er ret mange opskrifter jeg aldrig har hørt om før, både brød, kager og småkager. En af de opskrifte der gjore mig nysgerrig var en opskrift der hed Farinpleskner. Jeg har hørt ordet pleskner før, men ikke farinpleskner. Nu hører jeg til den grupper der godt kan lide både sukater og pomerans, så det måtte afprøves.
Opskrift på Farinpleskner.
Det er en meget enkelt opskrift og ærlig talt så synes jeg de smager lidt hen af la brunkager. Det kan hverfald godt være en erstatning for brunkager, hvis man ikke vil ud og købe sirup i dyre domme som man ellers ikke får brugt.
- 2 1/2 dl farin ( 140 g )
- 2 æg
- 40 g sukat
- 40 g pomerans
- 1 tsk kanel
- revenskal af 1 citron
- 2 1/2 dl mel ( 140 g )
- 1 tsk bagepulver
Rør farin og æg skummende. Tilsæt sukat, pomerans, kanel og citronskal. Rør det godt sammen. Bland mel og bagepulver og tilsæt det til dejen. Rør det hele godt sammen. Sæt dejen på en smurt bageplade med 2 teskeer. De skal ikke stå for tæt for de flyder meget ud. Bag kagerne ved 200 grader i cirka 15 minutter. Flyt kagerne over på en bagerist når de er bagt og lad dem køle af. Når de er helt kolde kan de opbevares i en kagedåse.
Jeg har afprøvet småkagerne her til jul og de er for mit vedkommende godkendt. Det bliver ikke sidste gang jeg bager disse farinpleskner.
Velbekomme.