I dag, den 6. august, er det 77 år siden at den japanske by Hiroshima blev udslettet af en atom-bombe. Det skete kl. 08.15 da børn var på vej i skole og voksende var på vej til arbejde. På et split sekund var alt forandret forevigt og op til 60.000 mennesker blev øjeblikkeligt dræbt. I den følgende tid døde op til 140.000 mennesker som følger af eksplotionen. Alt hvad der skete den dag og i tiden efter kan man lære meget mere om på Hiroshima Peace Memorial Museum.
De fleste kender byen Hiroshima og mange ved også hvad der skete i byen den 6. august 1945. Folk der besøger Hiroshima siger at byen efterlader et hjerteskærende indtryk, der er svær at ryste af sig. Sådan var det også for mig da jeg besøgte byen. Mange steder i Hiroshima finder man mindesmærker over dem der mistede livet den dag eller i den følgende tid. Hiroshima Peace Memorial Museum er et af de mest besøgte steder i byen. Det er et stort og omfattende museum der på bedste vis fortælle om denne skæbnesvangerne dag. Få mennesker går herfra uden at have fældet en tåre.
Enola Gay.
Kl. 02.45 mandag morgen den 6. august 1945 forlader flyet Enola Gay øen Tinian i Stillehavet. Med sig har flyet en bombe. Men det er ikke en hvilken som helst bombe, det er en atom-bombe. Destinationen er Japan, nærmere betegnet den nord-vestlige by Hiroshima. Samtidig med at Enola Gay tager afsted, letter flere andre fly der skal bombe andre mål i Japan. Men 2 andre fly ligger samme kurs som Enola Gay, et fly med henholdsvis et film-hold og med fotografer.
Enola Gay er et Boeing B-29 Superfortress bombefly. Der er 12 besætningsmedlemmer om bord på flyet da det forlader Tanian og sætter kurs mod Hiroshima. Kaptajnen er den 31-årige oberst-løjtnant Paul Tibbets. Flyveturen til Hiroshima tager 5 1/2 time. Kl. 08.15 befinder flyet sig over centrum af Hiroshima. Bombe lugen bliver åbnet og 1 minut senere er byen Hiroshima udslettet. Først kommer det kraftige lysglimt, så trykbølgen og til sidst flammehavet der varer i flere dage. Dertil kommer det radioaktive nedfald der begynder at dale ned over byen.
Little Boy.
Atom-bomben der blev detoneret over Hiroshima havde kodenavnet Little Boy. Den er 3 meter lang og har en diameter på 71 cm. Den vejer 4400 kg, hvoraf 64 kg var uran ( U-235 ). Da den elsploderet var det med en kræft på 15 kiloton TNT.
Inde på Hiroshima Peace Memorial Museum kan man se en nøjagtig kopi af Little Boy, samt en masse tekniske oplysninger om bomben. Det er meget lærerigt at læse informationerne. Men samtidig løb det mig koldt ned af ryggen, for det er virkelig skræmmende. Hvorfor fanden i helvede skulle det også være nødvendig at opfinde sån noget lort.
Beskrivelser fra overlevende.
Beskrivelser fra folk der overlevede fortæller at det flød med døde mennesker i gaderne. Folk gik forvildet rundt og deres hud hang i laser fra kroppen. Den var nærmest smeltet af. Det er bare få af de beskrivelser der fortælles om på Hiroshima Peace Memorial Museum. Det er meget barsk læsning. Jeg må indrømme jeg kunne ikke læse alle beskrivelserne for jeg stor tudede på det her tidspunkt.
Denne bento tilhørte en lille pige der var på vej i skole i atom-bobmen eksploderet. Det tog moren 5 dage at finde datterens lig. Liget var så forbrændt at det var umuligt at identificere hende. Men moren kunne genkende bentoen som pigen knyttede til brystkassen. Risene var statig i bentoen, totalt forkullet af varmen fra atom-bomben.
Historien om den 3-hjulet cykel var en af dem der virkelig rørte mig dybt. Cyklen tilhørte en 3-årig dreng. Han elskede sin cykel og brugte den hver dag. Denne morgen var han også ude at cykle. Den lille dreng blev forbrændt over hele kroppen, men han døde først senere, om aftenen. Hans far var så knust over drengens alt for tidlige død at han begravede drengen sammen med hans cykel i haven. Først 40 år senere blev drengen gravet op og lagt i familiens gravsted. Cyklen og hjelmen blev doneret til Hiroshima Peace Memorial Museum.
Hiroshima Peace Park.
Omkring museet ligger Hiroshima Peace Park. Her er alle mulige mindesmærker.
Ved det her mindesmærke kan man se 1000-vis at origami traner lavet af folk fra hele verden. De er enten blevet tilsendt af folk eller afleveret af folk der har besøgt museet. Origami traner har stor symbol værdi i Japan. De symbolisere fred. Det er et symbol der skal bring tro og håb. Hvis man har rejst i Japan har man uden tvivl set dem. De er alle vegne, i templer, shrines og butikker.
Fredsbuen er et andet mindesmærke der står i parken. Det er her, der hvert år den 6. august afholdes mindehøjtidlighed. Kejserparret, politikere og diplomater ligger blomster til minde om offerne. Når man kigger ned gennem buen kan man se ned til den evige flamme og atombombe bygningen i baggrunden. Den evige flamme er ild fra atombomber, der stadig brænder. Den vil først blive slukket den dag der ikke findes nogen atomvåben i hele verden.
Der er 7 floder der løber gennem Hiroshima. Folk der overlevede men var forbrændte søgte mod vand i håb om det kunne lindre smerten. Beretninger fra overlevende har fortalt floderne flød med lig og at der var en jammerende og skrigende fra folk der var forbrændt. Stanken af død og forbrændt mennesker må have været ubeskrivelig.
Atom-bombe bygningen.
En af de mest kendte bygninger og et kendetegn verden over for tragedien i Hiroshima er atom-bobme bygningen. Men hvad var denne bygning egentlig før den blev kendt som den er i dag ?
Bygningen blev indviet i april 1915. Det fungerede som en slags rådhus og var et sted hvor lokale virksomheder kunne udstille deres produkter. Det var en form for et handelshus, men har gennem tiden haft mange funktioner. Husets sidste funtion var som kunst og uddannelsesmæssige udstillinger. Bygningen er tegnet af Jan Lentzel fra det tidligere Tjekkoslovakiet. Han kom til Japan i 1907, hvor han først arbejdede for et fransk arkitekt firma. Men i 1910 startede han sit eget arkitekt firma. Han har tegnet omkring 40 bygninger i Japan, bla. Den Franske Skole og Den Tyske Ambassade. Men han mest kendte bygning er altså det der i dag er atom-bombe bygningen. Mange af hans bygninger eksistere ikke mere da de blev ødelagt i det store Kanto-jordskælv i 1923.
Hvert 10. år bliver bygning tilset for revner og andre skader der skal udbedres, så den kan blive stående som mindesmærke og vidnesbyrde om den 6. august 1945.
Min mening om Hiroshima Peace Memorial Museum og Park.
Hold nu op det er virkelig hårdt følelsesmæssigt at besøge museet. Der er så mange historie fra overlevende og indsamlede eller doneret genstande, der gør at det kommer meget tæt på. Nu længere man kommer ind gennem museet, nu mere stille bliver der. Folk taler ikke, de går bare forstummet rundt og ind imellem høres en snøften. Det er nærmest umuligt ikke at komme til at græde.
Der er mange forskellige afdelinger af museet. Første del handler om selve atom-bomben og timerne efter. Der er et område med genstande fra folk der døde. Desuden er der en afdeling der fortæller meget om eftervirkningen af det radioaktive affald efter bobmen. Hvordan det påvirkede folk og omgivelserne. Især de billeder der viser overlevende, der senere døde p.g.a store doser radioaktivitet og de lidelser de udstod inden de død var ubeskrivelig hårde at læse. Jeg læste et par stykker, resten sprang jeg over. Jeg kunne simpelthen ikke klare at læse det.
En vigtig besked.
Lige så hårdt og sørgeligt det er, lige så vigtigt synes jeg det er at man besøger stedet og lærer om hvad der skete. At bruge atom våben til krigsførsel må ALDRIG ALDRIG ALDRIG nogensinde ske igen. Jeg kan kun på det kraftigste anbefale at sætte tid af til at besøge Hiroshima Peace Memorial Museum. Det er hårdt, men når man kommer ud står der frivillige klar hvis man har brug for det. Jeg havde tydeligvis brug for det og en ældre herre kom hurtigt over til mig. Jeg fik lidt te og han gav mig en origami trane. De er vant til at folk er meget berørt efter et besøg.
Parken uden om museet er et smukt sted. Der er mange forskellige mindesmærker rundt omkring. Jeg synes det var meget rørende at gå rundt lige indtil vi kom ned til floden. Tanken om at floden har været fyldt med lig og folk har lagt på breden og skreget af smerte fik det til at gyse i mig. Selv om det nu er meget fredeligt med træer og blomster, kunne jeg mærke på mig selv at området berørte mig meget.
Selv om det var enormt hårdt at besøge Hiroshima Peace Memorial Museum er jeg glad for jeg gjore. Det er så vigtig en historie så mange mennesker som muligt bør kende. Jeg håber aldrig nogensinde det sker igen. At mennesker et sted i verden skulle opleve det vil være totalt ubærligt.
